Babaji’s Kriya Yoga ®
Donér
Dansk
logo

Kategori: Uncategorized

Art_30

Posted on by teamA-GG

Aspiration, Afvisning og Overgivelse, 1. Del

ved M. Govindan Satchidananda


”Rejs dig, buk dig i støvet, overgiv dig, omfavn og undres;
påberåb på alle tænkelige måder Guds Hellige Fødder.
Dit liv vil blive velsignet;
Se Ham med ærbødighed; Han vil besvare dit kald.”
– Tirumandiram, vers 1499

Vi er individuelt og kollektivt midt i en transformations-proces, som kræver at vi afviser vor gammelkendte menneskelige natur og overgiver os til den Guddommelige Bevidste Energi indeni os. I vor erkendelse af at et liv tilbragt i jagten på begærsopfyldelse og med at forsøge at undgå alt det vi ikke kan lide, kun bringer lidelse i sit kølvand, søger vi ikke at flygte fra livet her i denne verden, at forlade den i en søgen efter en eller anden himmel; men snarere ønsker vi at rense os selv for uvidenhed, egoisme, afhængighed og alt andet der har modstand mod nedstigningen af Guddommelig Nåde. Til det formål har vi et helt arsenal af bøger indenfor Kriya Yoga til at hjælpe os i processen. Men har vi viljen, motivationen, aspirationen til at afvise det som bør afvises og til at omfavne og hengive os til det Guddommelige?

Sri Aurobindo’s og The Mother’s (som hans kone slet og ret blev kaldt) Integral Yoga kan summeres op i følgende to udtalelser: (1) ”En stadigt mere intenst brændende aspiration fra sadhakaens side og (2) fra det Guddommeliges side et svar på sadhakaens kald i form af nedstigende Nåde.” Men hvad er da denne aspiration? Hvordan skiller den sig ud fra almindeligt begær? Sri Aurobindo definerer aspiration som ”spirituel entusiasme, sjælens højeste, mest intenst brændende søgen… og en opadgående bevægelse i vor bevidsthed gennem vort væsens psykiske side henimod alt der er godt, helhjertet og smukt.” The Mother beskrev det som: ”en indre entusiasme overfor det nye, det ukendte, det fuldkomne… en længsel, en dragen efter kontakt med den guddommelige kraft, guddommelig harmoni, guddommelig kærlighed… en indre flamme, et behov for lyset… en lysende entusiasme, der optænder hele dit væsen… en rensende vilje, et evigtvoksende gå-på-mod.”

Det bør ikke forveksles med begær, som er egoets manifestationer. Egoet søger at være adskilt, speciel, overlegen og det manifesterer begær for at styrke sin specielhed. Begær er manifestationen af den separatistiske ego bevidstheds uslukkelige tørst og sult. Men grundet egoets iboende begrænsede evner og magt, kan det ikke tilfredsstille sin trang efter uendelig og absolut besiddelse. Derfor er kløften mellem egoets konstante krav og dets reelle resultater ganske uoverstigelig. Og det skaber en konstant følelse af utilfredshed. Egoet glemmer at uden først at droppe oplevelsen af separathed, adskilthed og i stedet genoprette oplevelsen af guddommelig enhed og universalitet kan det ikke håbe på at besidde verden. For besiddelse af verden kan kun virkeliggøres på et spirituelt niveau. Men egoet følger sin egen misforståede vej, som går ud på at samle til bunke i yderverdenen af ting, som det oplever som værende ’ikke-sig-selv’, flere og flere materielle ting, som det kan fornøje sig med og derigennem søge at tilfredsstille sin evigt grådige appetit.

En ægte aspiration er det stik modsatte af dette. Det er en dybfølt opmærksomhed på den egobundne eksistens mangelfuldheder og ufuldkommenheder og et forsøg på at slippe fri af egoets lavpandede fængsel. Hvert af dets bevægelser går i retning væk fra egocentret. Og det er det klareste tegn en sadhaka kan se efter til afgørelse af, hvorvidt hans/ hendes indre impulser i øjeblikket er af begærets natur eller er en ægte aspiration. Aspiration er i sin oprindelse en sjælens tørst, en længsel efter guddommelig kærlighed, skønhed, helhjertethed og fremgang. Der er intensitet, men ingen utålmodighed, ingen frustration.

Hvordan udvikler man så en – ægte – aspiration? I stadier som begynder med en intens utilfredshed med den menneskelige naturs vanemæssige opførsel. Du vågner måske op en morgen og bare ved at nu gider du simpelthen ikke længere leve livet ubevidst, uvidende, hvor du handler uden altid at vide hvorfor, føler alt muligt uden at kunne forklare det, den ene dag vil du i én retning, men den næste dag føler du det modsatte… et vanemæssigt liv, rutinereaktioner, uden at forstå hvad det egentlig er der foregår. Du er ikke længere tilfreds med det. Hvordan folk reagerer på denne følelse af dyb utilfredshed varierer. For de fleste er det trangen til viden, for nogle få er det en trang til at gøre det, der skal gøres for at finde mening. For det andet søger man ivrigt efter en udvej til at slippe ud af denne overfladiske menneskelige eksistens. Man søger sandheden, kærlighed, fred, glæde, ren væren. Det er måske stadig ret vagt, men den søgende forsøger på bedste beskub at gøre sig fri af sin nuværende tilstands ubehag og frustrationer. Efter nogen tid hvor aspiranten har udvist en vis vedholdende stædighed svarer den Guddommelige Nåde ved midlertidigt at prikke hul i uvidenhedens slør og give ham/hende adgang til at opleve livets spirituelle dimension. Man ser Lyset, føler guddommelig kærlighed eller oplever guddommelig salighed, nærvær eller sandhed afhængig af ens kapacitet og opfattelsesevne. Det varierer nok fra person til person , men generelt kan man sige at alt andet, som man hidtil har oplevelt i livet blegner i sammenligning. Dernæst kan det ske at åbningen måske lukker sig igen, så man må være meget opmærksom på ikke at glemme det, eller at begynde at tvivle, og i stedet holde oplevelsen levende og vibrerende ved konstant at stræbe efter at det igen vil vise sig. Nu vil sadhakaen begynde at opleve at hans/ hendes lyst til livet, som man plejede at leve det gradvis aftager, og længselen mod det højere liv forstærkes. Det manifesterer sig måske ikke bare i ens indre på mental og vitalplanet., men også i det ydre hvad angår gamle venner og eventuelt arbejde og fritidsinteresser. En ny slags længsel og healingsproces opfylder hjerte og sind og udtrykker sig måske sådan her: ”Kære Gud jeg vil dig og kun dig. Jeg vil intet andet og ingen andre uden dig og for dig. Jeg ønsker at tilhøre dig 100% og vil aldrig tillade noget andet at afkræve min bevidsthed. Jeg overgiver alt til dig. Ikke min vilje, men din vilje ske. Jeg er kun din.” Til slut vil aspirationen være så intens at ord og bønner, udtalte som mentale ikke længere er nødvendige – eller ønskede. Der er kun den spirituelle ilds opadstigende flamme på en baggrund af dyb stilhed. En intens søgen efter at tilhøre det guddommelige, at blive eet med det, og at tjene det guddommelige som et perfekt instrument fylder hele sadhakaens bevidsthed. Det er en dyb tørst efter kærlighed og sandhed, efter transformation og fuldkommenhed.

Efterhånden som aspirationen vokser svarer den guddommelige nåde og introducerer en højere determinisme som kan transformere alting i vor menneskelige natur. Men for at det kan ske må man:

1. Gøre sig fri af enhver form for eftergivenhed og glemsomhed.
2. Undgå utålmodighed, som blot medfører depression og oprørstrang.
3. Koncentrere sig. Hold fokus på det ønskede mål hele tiden; tillad ikke sindet at flakke.
4. Afvis konstant alt det i din iboende natur, der forsøger at annullere og ophæve din aspirations magt.

Om Afvisning

Så længe sadhakaen er underlagt sin egen lavere naturs luner er det af afgørende vigtighed at han eller hun yder en personlig indsats for at udvikle sig. Denne personlige indsats består af tre dele, nemlig aspiration, som allerede nævnt, afvisning og overgivelse. Siddhaerne og i nyere tid, Sri Aurobindo insisterede på at en sadhaka må renoncere på alle den lavere naturs vanemæssige bevægelser. De inkluderer: sindets uforlignelige meninger, præferancer, vaner, fordomme og idèer, den vitale naturs begær, krav, behov, passioner, selviskhed, stolthed, arrogance, liderlighed, grådighed, jalousi, misundelse, fjendtlighed overfor Sandheden; og den fysiske naturs stupiditet, tvivl, vantro, formørkelse, stædighed, smålighed, dovenskab, sløvhed og uvilje mod at forandres. Målet er den totale guddommelige transformation af menneskets hele væsen, bevidsthed og natur. Hver eneste impuls og bevægelse som rejser sig inde i sadhakaens bevidsthed og som ikke er en bevægelse henimod det guddommelige, men som snarere er egobaseret, er at regne for en forhindring på denne vej. Så den almindelige sadhakas liv vil være fyldt med en tilsyneladende endeløs strøm af forhindringer. Identifikationen af dem, og fjernelse af dem, er det der udgør den yogiske sadhana vi kalder afvisning. De kan opsplittes i tre klasser med hver sin tilhørende strategi. De tre klasser af forhindringer er henholdsvis forhindringer fra fortiden, nuets forhindringer og fremtidens ditto.

Når forhindringen er af en type, som du allerede tidligere har vundet over, men er eftergivende overfor af ren og skær dovenskab, bør du: (a) nappe den lige det øjeblik den er i gang med at spire, som et lille støvfnug på ens skjorteærme; (b) ikke gå og ruge over det; (c) lægge så lidt mærke til det som overhovedet muligt; og (d) selv om man måtte komme til at tænke på det så vær indifferent og ubekymret over det.

Den anden kategori af forhindringer, nuets, optræder ofte i sadhakaens bevidsthed og overvælder hende ligefrem engang imellem. Men hvis sadhakaen gør en oprigtig indsats vil hun opdage at hun er i stand til at holde en del af sin bevidsthed tilbage og fri af deres indflydelse. Den attitude sadhaken bør lægge for dagen ved denne type forhindringer er: (a) at sætte sin viljestyrke ind på at modsætte sig impulsen, (b) aldrig at rationalisere eller legitimisere dens tilsynekomst, men snarere at inddrage al indre samtykke til dens manifestation, (c) aldrig at give efter, ikke så meget som en tomme, (d) at opføre sig som en modig kriger overfor de mørke kræfter og tendenser, der forsøger at forhindre lysets opadstigning, vend dig straks mod det guddommelige og bed konstant og inderligt om at disse svagheder og impulser må blive overvundet og udraderet.

Man bør være klar over et par skjulte fakta vedrørende omgangen med de her svagheder. Når man vinder en klar sejr over en eller anden svaghed eller forhindring vil mange andre automatisk være besejrede. En succesrig afvisning af én svaghed vil give sadhakaen den fornødne styrke til at vinde over en hel hoben andre. På den anden side, hvis man er eftergivende overfor én, af ren dovenskab foreksempel, vil man miste en masse styrke og gå-på-mod i sin fortsatte kamp med mange andre svagheder. En oprigtig og beredvillig indsats fra sadhakaens side til at konfrontere og overvinde alle hans eller hendes nutidige svagheder så såre de dukker op, vil skabe et glædesfyldt liv for sadhakaen uanset hvilke ydre omstændigheder vedkommendes liv måtte byde på.

Med hensyn til den tredje kategori af indre forhindringer, de dybt skjulte potentielle svagheder. Hvordan kan vi genkende dem? Første gang de kommer op vil hele sadhakaens bevidsthed typisk blive unormalt forstyrret, ophidset og ’pisket op’. Deres rødder er så dybe og omfattende at sadhakaen vil opleve det som om de udgør noget meget reelt og uudryddeligt, en del af hans eget selv; man er slet ikke så sikker på at disse svagheder nu også er så uønskværdige igen… Når de er dukket frem mister sadhakaen – for en tid i hvert fald – ganske sin normale sunde fornuft og evne til at tænke og opfatte bevidst og klart, som stod han midt i en storm. Den altovervejende del af hans bevidsthed er stadig dybt interesseret i disse svagheder, der nu har stukket ansigtet frem, og ønsker blindt (imod enhver sund fornuft) blot at opfylde nogle stærke begær gennem deres manifestation. Det ville være omsonst at forsøge at udslette sådan en svaghed uden nogen hjælp og før man er ordentligt forberedt. Der er en reel fare for at man i stedet kommer til at undertrykke dens ydre manifestation, hvilket vil føre til en intern konflikt med den overvejende del af sadhakaens natur som altså stædigt hæger sig fast i denne tilknytning, denne svaghed. Det vil uundgåeligt medføre en eksplosion som kan forstyrre hele den indre balance. Så man bør så vidt muligt undgå disse umedgørlige besværligheder og ikke give dem mindste råderum. Ens approach bør snarere være: (a) at holde problemet eller svagheden op for sin bevidsthed uden at lade sig skræmme af det eller at identificere sig med det, (b) lede omhyggeligt efter problemets oprindelse eller kilde, (c) at forsøge at opdage hvilke dele af ens natur, der i al hemmelighed nærer en skjult fascination for denne bestemte svaghed; og som går totalt i spåner så såre den rører på sig, (d) oprethold altid en åndens ro, en stille objektivitet eller uhildethed gennem hele observationen af svagheden, også selvom det der kommer tilsyne måtte være rigtig grimt, (e) oprethold en klar intention om at få udryddet den pågældende svaghed. Henvend dig i al oprigtighed til det Guddommelige og bed om hjælp dertil. Sådan en bøn og klar intention kombineret med en grundig selvransagelse vil gradvist, men sikkert i første omgang gøre disse vilde og uregerlige impulser og forhindringer lidt mere til at have mere at gøre her og nu, og slutresultatet vil blive at man nemt og ubesværet kan løsrive sig fra dem, de bliver fortid.

Aspiration, Afvisning og Overgivelse, 2. Del

Copyright: M. Govindan Satchidananda, January 2006

 

Artikler

 

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Ægte Fremskridt: Nytårsønske for 2007

Posted on by teamA-GG

Ægte Fremskridt: Nytårsønske for 2007

ved Durga Ahlund


Omkring denne tid på året spørger jeg gerne mig selv hvad der skal til, for at dette år skal blive et reelt fremskridtets år. Med ægte fremskridt mener jeg året, der vil udrydde hele balladen af uvidenhed og lærdom. Med reelt fremskridt mener jeg at hver eneste handling jeg udfører skal være fri af enhver – bevidst som ubevidst – friktion, uden noget som helst oplæg til strid (indre som ydre). Ægte fremskridt vil være at samtlige mine handlinger er i harmoni med mit sind, hjerte og krop og at de udføres med glæde og uden nogen skjult egoistisk motivation.

Er ægte fremskridt en mulighed i år? Dette års beslutning i en nøddeskal: konsekvent at handle med medfølelse, både i stort og småt, helhjertet og med sind og hjerte i balance.

Er det muligt at gøre det og tage livet alvorligt? Det tror jeg alvorligt talt ikke det er. Alvor er én af egoets kvaliteter. Når jeg er alvorlig oplever jeg at der et eller andet sted i mit væsen, i mit hjerte, krop er en form for friktion, en uro, en forstyrrelse – en modstand grundet mental, emotionel eller fysisk strid med deraf følgende frustration – som opleves uanset hvad der sker omkring mig. Og omvendt når jeg har en legende tilgang til tingene er der ingen forstyrrelse, ingen friktion nogen steder i mit indre – uanset hvordan min yderverdens situation måtte se ud; ligegyldigt hvad der bliver sagt eller gjort omkring mig. Så måske er den eneste måde jeg kan opretholde en indre balance i dettte nye år er ved at tage livet så u-alvorligt som muligt og i stedet se det som en leg, et spil.

På grund af alvor ses det samme fænomen at komme igen og igen fra år til år, mere eller mindre intenst. Alvor afviser forandring, afviser lys, ro, glæde, afviser balance. Alvor er alvorligt ude af kontakt med vores højeste intelligens, med vort højeste selv. At være dødsens alvorlig er én af forhindringerne på den åndelige udviklings vej. Det er jeg sikker på. På grund af alvor er vi fyldte med ufleksible begreber, attituder og dogmer. Vores alvorlige overbevisninger, forestillinger og idèer om tingene udgør en kraftig modstand som måske vil afvise nedstigende Lys & Inspiration eller som vil manifestere sig i en form, der deformerer lyset perverst og giver det form, som kan ’passe ind’ i alle vor uvidenheds forudfattede meninger. Alvor får os til at frygte at livet er uretfærdigt eller at andre vil begå fejl som vi på en eller anden måde vil blive nødt til at genoprette. Frygten for at få det vi ikke ønsker har en negativ indflydelse på vores nervesystem og fysiske helbred. Nervesystemet sammenkæder den fysiske krop med vitalkroppen. Selv en underliggende frygt om at ’noget’ ubehageligt måske vil ske kan fordærve hele vores bevidsthed. Fordi vi – på et underbevidst niveau – har accepteret frygt som en reel faktor i vores liv – og identificeret os med den – ender vi med at lide under den uanset der måske ikke er nogen reel ydre faktor, der reelt tilsiger at vi har noget at være bange for. Det er alvoren der åbner vores Selv for frygt og blokerer for den vitale energi, der er bærer af glæde, ro og frygtløshed.

Hvad kan være mere alvorligt end mine følelser, passioner, impulser og vitale behov? Disse er alle vaner fra den lavere Natur og er det der forvirrer begreberne og mikser uvidenhed og  lærdom. Det er min alvor som tillader det vitale at modarbejde mig, blinde og binde mig til de svar, der kommer op fra min allermest stædige og selvhævdende side. Jeg ved at jeg bliver nødt til at stoppe den lavere naturs modstand mod Lyset. Jeg kender til forhindringerne som jeg personligt har behov for at rense ud i og udrydde i min åndelige søgen efter det Guddommelige Liv. Men jeg ved også at jeg personligt ikke er i stand til succesfuldt at kæmpe mod alle fjenderne, al oppositionen til Lysets kraft. Alt jeg kan gøre er at tage tilflugt i Lysets kraft. Og lysets kraft er altid ’lys’ og let, den er glædelig, åben og accepterende, uselvisk og velafbalanceret, uanset hvad der sker i mine omgivelser.

For at kærlighed, medfølelse og balance kan gennemtrænge hver eneste tanke og handling må jeg lære at tage tilflugt i selve denne lysets kraft. Forudsætningen for den nedstigning er en rolig natur. Jeg må være rolig og fattet, kontrolleret eller i det mindste passiv, indtil jeg har opnået en total stilhed i sind, hjerte og krop. Jeg må tage let på livet så positive tanker, optimistiske følelser og mental klarhed kan komme til udtryk uanset hvad der sker omkring mig. Munterhed kan bringe min krop og mit sind i balance; jeg kan føle det lige med det samme. Den kan fjerne den friktion og angst som holder live i frygt og forvirring og som skaber ubalance i hele mit system. Subtilkroppen står under viljens herredømme, så jeg kan ’ville’ mig selv til at være munter og optimistisk og blive frygtløs.

Når vi ændrer den basale underliggende substans i vort liv ved at beslutte os til at være positive, glade, medfølende og afbalancerede er det en gradvis udrensningsproces i subtilkroppen eller underbevidstheden som derved kan blive fri til at tænke ’højere’ tanker og handle renere. Denne rensningsproces tillader også at vi nemt vil kunne se hvornår egoet rejser sig og vi begynder at yde modstand mod de højere kræfter. Således kan vi udvirke en dyb holdningsændring ved kontinuerligt at ’ville’ højere tanker og følelser til at opfylde os. Subtilkroppen reflekterer altid de tanker og følelser den bliver fyldt med.

Gennem mantraer og ved hjælp af selvdisciplinerede tanker finder der en renselsesproces sted i den fine materie i subtilkroppen foruden en regulering af åndedrættet og rensning af sindet. Vi ved at for at forfine sindet må vi arbejde med og forfine pranaen eftersom sind og prana er to sider af samme mønt. Vore følelser er vibrationer indeholdt i subtilkroppen og subtilkroppen indeholder og distibuerer pranaens vitale kraft. Vore følelser må forblive rolige og tilfredse. Pranaen dirigeres af sindet og vitaliserer og levendegør alt, hvad sindet koncentrerer på. Opmærksomhed dirigerer prana. Vi sender livskraft til alt vi sætter vores opmærksomhed ind på. Nårsomhelst vi tænker på hvad som helst er det ensbetydende med at vi dirigerer prana ind i de pågældende tankeformer. En tanke er ikke bare noget der sker oppe i hjernen. En tanke projiceres ud og reflekteres i livet. Hvis en tanke bliver vanemæssig og stimulerer en følelsesmæssig respons bliver den derved en meget kraftig skabende kraft. Vi skaber vore egne livssituationer hvadend vi er klare over det eller ej. Slip alle sindets negative udtryk og Selvet vil skinne igennem. Madet med Selvets kærlighed, fred og frygtløshed fatter vor bevidsthed sandheden at alle kroppe er gennemtrængt af og animeres ved den samme vitale energi og samme bevidsthed som vi har indeni os. Det er reel fremgang. Og det er hvad der kræves for at eliminere mikset af uvidenhed og lærdom.

Copyright: M. Govindan Satchidananda, februar 2007

 

Artikler

 

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Jesus’ og Yoga Siddhaernes Visdom

Posted on by teamA-GG

Jesus’ og Yoga Siddhaernes Visdom

ved M. Govindan Satchidananda


Jeg var tolv år gammel, da jeg deltog i et Billy Graham stævne med omkring en hundrede tusind andre mennesker i Colosseum i Los Angeles. Jeg var overvældet af dets intensitet og da Billy Graham kaldte på os for at vi skulle komme op til scenen og erklære vores troskab overfor Jesus Kristus, svarede jeg. Jeg accepterede Jesus Kristus som min Herre og Frelser. Og jeg begyndte at drømme om en skønne dag at blive missionær i Afrika.

Det var som femtenårig jeg deltog i en ”Human Encounter Session” i den lokale Y.M.C.A. (svarer til det danske KFUM & K) en halv mil ned ad vejen fra den Lutheranske Kirke i Westchester. I samfulde to dage sad der omkring tres af mine klassekammerater fra high school (gymnasiet) og jeg og delte vores bekymringer om livet. Vi talte og lyttede til hinanden i timevis. En Y.M.C.A. rådgiver guidede mødet på en meget blid og stille måde, hvorved alle fik lejlighed til at dele deres dybfølte indsigter og spørgsmål. På slutningen af den anden dag døde diskussionen ud. Ingen havde mere at sige. Vi lod til kollektivt at have nået et roligt sted. Da pludseligt havde jeg min første spirituelle oplevelse. Jeg transcenderede mit almindelige mentale stadie og faldt ind i en tilstand af stille ekstase. Jeg erkendte at der kun var eet væsen i rummet, som talte gennem os alle sammen, som guidede os tilbage til erkendelsen af vores sande identitet, hinsides navne og former. Dette Væsen gennemtrængte alting og var totalt kærlig og godvillig. Jeg var tryllebundet af oplevelsen og i mange dage efter nød jeg en ualmindelig bevidsthedstilstand hvorigennem jeg følte altings enhed. Det var sandere end noget jeg nogensinde havde oplevet tidligere. Men gradvist forsvandt denne tilstand. Det efterlod en dyb længsel i mig efter at finde det igen.

I de følgende år kastede jeg mig ud i diverse typer meditation, østlig religion, og fandt mit hjem i Yogaen, uden på noget tidspunkt at forlade Jesus’ originale lære. Yoga reflekterer det Jesus sagde i sine lignelser, læresætninger og formaninger.

The parables and sayings of Jesu’ lære og lignelser kan inddeles i adskillige vigtige temaer: omvendelse af naturlige menneskelige tendenser, Himlens Kongerige, at få indpas i Himmeriget, om Renselse, vedrørende Bekymring og det at Være Tilstede, om Stræben, at Vise andre Vejen, Guds Ubetingede Kærlighed, Syndstilgivelse og vore Handlingers Karmiske Konsekvenser. Mange af indsigterne jeg har haft omkring disse temaer er inspireret af den sammenlignende vurdering jeg har foretaget med læren fra Yoga Siddhaerne, som var samtidige med Jesus, såvel som med Thomas Evangeliet, som blev opdaget i Sinai ørkenen i 1945. De fleste af de følgende citater fra det Nye Testamente er fra den moderne sprogede udgave ved Robert Funk og Roy Hoover ”The Five Gospels”.

Omvendelse af naturlige, menneskelige tendenser

”Vær du perfekt, således som din Far i Himlen er Perfekt,” (Mattæus 5,48 med parallel i Lukas 6,36). Én af betydningerne af ordet for en Yogisk Helgen eller Siddha er ’én der er blevet perfekt’. Jesus udfordrede sine tilhørere til at perfektionere sig selv, overvinde deres lavere menneskelige natur og blive guddommelige. Jesus gjorde som alle de største Yoga Mestre før ham, han gjorde sit liv til sin Yoga. Han overvandt alle de almindelige begrænsninger vor menneskelige eksistens byder på og hvad mere er, Han formanede sine tilhørere til at gøre det samme.

Jesus beder os om at gøre det modsatte af hvad den menneskelige natur normalt ville få os til at gøre. Han sagde:

”Reager ikke med vold overfor den, der er ond; når nogen slår dig på den ene kind, da vend blot den anden til. Hvis nogen har besluttet at flå skjorten af dig så lad den person få din overfrakke med. Desuden, hvis nogen beder dig om at gå én mil, så gå to.” (Mattæus 5,42 med parallel i Lukas 6,29).

”Elsk dine fjender,” (Mattæus 5,43 med parallel i Lukas 6,28).

Fordi befalingerne er så strenge , ja ligefrem fjollede hvis de tages ordret ( så ville vi snart alle sammen gå nøgne rundt og være fattige som kirkerotter, hvis vi fulgte dem bogstaveligt), giver de os en indsigt vi kun kan opnå ved at blive opmærksomme på egoets almindelige tendenser. Befalingerne kræver det nærmest umulige af os og bringer os dermed helt ud til grænsen for den menneskelige natur, og videre endnu. Formaningen om at ”elske dine fjender” er specielt uforglemmelig, fordi den går stik imod almindelig social opførsel og udgør et paradoks – de der elsker deres fjender har ingen fjender.

Det er også metoden Yoga og Tantra benytter sig af. Som Sri Aurobindo så humoristisk svarede sine venner, som kæmpede for Indiens uafhængighed fra det daværende britiske herredømme, på deres spørgsmål om han ikke ville genoptage sin kamp for sagen: ”hvad der er brug for nu er ikke en opstand mod briterne og den Britiske Regering, det kan enhver såmænd finde ud af… næ, det vi har brug for er en revolte, et oprør mod den universelle Natur i sin helhed.”

Den ’grænse’ en udøver af Yoga vil møde under udførelsen af en Yoga stilling er metafor for de grænser vi når i vores menneskelige erfaring, foreksempel når vi føler vrede, frygt eller depression. Ved at lære at opretholde sindsligevægten og vores opmærksomhed , forholde os rolige, lyttende, kun handlende efter moden overvejelse, snarere end at reagere på tingene, udvider vi grænserne for hvad der er muligt for os at gøre, det vil sige vi strækker vores menneskelige natur lidt ud. Det meste Yoga går ud på at handle i modsat retning af hvad vores menneskelige natur ville have fået os til at gøre – at forholde sig rolig og tilfreds selv når bølgerne går højt og vi møder modstand fra yderverdenen, at sidde stille snarere end at karte rundt, forblive vågen selv med lukkede øjne, i meditation at tillade vejrtrækningen at gå i nul, at træne sindet op i tavshedens kunst, snarere end at være rastløs.

Himlens Kongerige

Lignelsen om sennepsfrøet udtrykte Hans vision af Himlens Kongerige.

”De hengivne sagde til Jesus: ’Fortæl hvordan der er oppe i Himlen.’ Han sagde til dem, ’Det er som et sennepsfrø. Det er det mindste af alle frø, men hvis det falder på jord, der allerede er gødet vil det producere an kæmpe plante og bliver opholdssted for alle himlens fugle.” (Thomas Evangeliet 20 med parallel i Markus 4,30-32, Lukas 13,18-19 og Mattæus 13,31-32.)

Lignelsen over sennepsfrøet (legendarisk grundet sin miniature størrelse) anses af forskere som et godt eksempel på hvordan Jesus opfattede Guds Rige: beskeden, almindelig og overalt, snarere end kejserligt imponerende. Forskerne gør opmærksomme på at ’det mægtige ceder træ fra Libanon (Ezekiel 17,22-23) og Daniels apokalyptiske træ (Daniel 4,12 20-22) var de metaforer der almindeligvis brugtes som udtryk for Guds Rige. Jesus’ valg af sennepstræet som beskrivelse gør på komisk vis nar af borgerskabet og den etablerede tradition. Det er desuden en anti-social lignelse i og med at den går ind for modtræk til den etablerede orden og latterliggør den etablerede tradition.

Lignelsen om surdejen i dejgklumpen siger os også noget om Himlens Kongerige og hvordan det at omvende vor menneskelige natur tillader os at opfatte det.

”Himmelens Kongerige er som den surdej kvinden tog og gemte i halvtreds pund mel indtil det alt sammen var blevet til surdejg”, (Mattæus 13,33, parallel i Lukas 13, 20-21 og Thomas 96).

Denne ultrakorte lignelse transmitterer – ifølge ’Fellows of the Jesus Seminar’ (org. af forskere) Jesus’ stemme så klart som nogen moderne optagelse ville være i stand til. Han gør brug af tre billeder, som må have været meget overraskende for Hans tilhørere. Det at ’gemme’ surdej i mel er en ualmindelig måde at udtrykke idèen om at mikse gær/surdej med mel. Det antyder at Gud fuldt bevidst med vilje har gemt sit kongerige for os. Overraskelsen bliver kun større endnu når Jesus anfører at der var ’halvtreds pund’ (25 kilo) mel. I Genesis 18 viser tre mænd, Guds udsendinge, sig for Abraham og lover ham og hans kone at hun snart vil blive gravid, på trods af at hun efterhånden er godt oppe i årene. I dagens anledning instrueres Sarah om at gå ud i køkkenet og bage kager af halvtreds pund mel og servere dem for de himmelske gæster. Halvtreds pund mel ansås åbenbart som et passende kvantum når man ville holde fest (epifani – græsk: mirakuløst fænomen), en synlig om end indirekte manifestation af Gud. Det tredje billede er brugen af surdej som af Judæerne betragtedes som et andet ord for korruption. Under Påskefesten ville man bage brødet uden surdej i. På overraskende omvendt manèr bruger Jesus her billedet med surdejen ikke som udtryk for korruption, men derimod som billede på Guds Rige. At Gud med fuldt overlæg skjuler sit Kongerige for os er ifølge Saiva Siddhanta (se nedenunder) én af ’Herrrens fem funktioner’, nemlig fordunkling. Det tilskynder os til at søge Ham og at overvinde al verdens blændværk.

Ved Hans Nåde fødtes jeg
Ved Hans Nåde voksede jeg op
Ved Hans Nåde hvilede jeg i døden
Ved Hans Nåde formørkedes jeg
Ved Hans Nåde smagte jeg ambrosisk salighed
Ved Hans Nåde ankom Nandi (Hans transportmiddel)
Thirumandiram, vers 1800

Thomas 113 fortæller os at Himlens Kongerige allerede er her, men vi ser det ikke.

”Hans disciple sagde til Ham, ’Hvornår vil Himlens Kongerige komme?’ Han svarede, ’Det nytter ikke at søge efter det. Se, lige her! Se, der!’ Se Himlens Kongerige er spredt over hele Jorden og menneskene ser det ikke.”

”De som forsømmer at se den Skat, der stråler over dem alle;
som i stedet søger de skatte, der hastigt går til grunde,
hvis de med smeltende hjerte søger indeni
vil de finde den skat som aldrig dør.”
Thirumandiram, vers 762

Indpas i Himmeriget

I vor tid lever vi i hidtil uhørt velfærd. Vore kirkeledere opfordrer os til at være velstående. Teleevangelisterne beder os være rundhåndede med vores bidrag til kirken, så at Gud vil belønne os her og nu i form af materielle ting. Er det overensstemmende med Jesu’ lære?

”For det er nemmere for en dromedar at presse sig igennem øjet på en nål, end det er for en rig mand at komme i Himmeriget,” (Markus 10,25, med parallel i Mattæus 19,24 og Lukas 18,24).

Betyder det at hvis vi bliver rige og velhavende i denne verden, så vil vi ikke kunne komme ind i Himlen i den næste verden? Ordsproget er et malende og humoristisk udtryk for Jesus tendens til at gøre brug af overdrivelse og stærke billeder (overdrivelse fremmer forståelsen). Det bør ikke tages bogstaveligt; hvorfor hele diskussionen omkring økonomisk rigdom i relation til Guds Rige skal forstås med varsomhed; er det Jesus bogstavelige mening at vi alle sammen skal gå hen og være fattige som en livsstil? Fattigdom og cølibat er aspekter af et asketisk liv som var moderne i den tidlige kristendoms historie.

Aforismen er samtidig del af en samling af viise ord eller lignelser bedre kendt som ’saligprisningerne’, som beskriver hvor svært det er for dem der har penge at komme ind i Gudsriget. Jo flere materielle ting man har, des større er risikoen for at man er følelsesmæssigt knyttet til eller afhængig af dem og at man derfor vil gå glip af ’Himlens Kongerige.’

”Velsignede er de fattige, for deres er Himmeriget,
Velsignede er de sultende, for de vil komme til gilde,
Velsignede er de som græder, for de vil blive trøstede.”
(Lukas 6,21 med paralleller i Thomas 54, 69.2, 58 og Mattæus 5,3 5,6).

”Velsignet er du når folk hader dig, når de hænger dig ud og fordømmer dit navn som ondt for Menneskesønnens skyld.” (Lukas 6,22-23, med paralleler i Mattæus 5,10-12 og Thomas 68,1-2, 69,1).

I Saligprisningerne velsigner Jesus de fattige og fortæller dem at Guds Rige tilhører dem, hvilket givet betyder at han mente at man, når man lever en enkel livsstil, er tættere på Herrens Levende Nærvær. Det reflekterer det synpunkt at overdreven tilknytning til materielle ting forhindrer én i at erkende den spirituelle dimension. Det er altså ikke de materielle goder i sig selv, som er problematiske, men begæret efter og afhængigheden af dem, som får os til at glemme at se og opfatte Virkeligheden, Gudsriget omkring os. Det er sindets illusionsskabende tendens når det fantaserer, bekymres og er optaget af alle mulige ting, opslugt af dem, snarere end at leve frit, identificeret med selv-strålende bevidsthed, ’i Lyset’. Han opfordrer også sine tilhørere til at gå hinsides dualitetens verden med dens fattig-rig, sulten-mæt, græden-trøstet, at have- ikke at have; med andre ord den sindets sygdom som er ens almindelige identifikation med at være krop, sind og følelser. Man må først gøre sig fri af alle sine begær for at kunne transcendere egoets ’jeg er kroppen’ perspektiv med alle dets tilknytninger til fysiske glæder og fornøjelser.

At sige at de fattige er velsignede, eller i nutidigt sprog at lykønske de fattige, som står uden kvalifikationer af nogen art, er mildt sagt overraskende og ligefrem paradoksalt eftersom lykønskninger normalt er noget man giver i forbindelse med de der nyder en vis fremgang, lykke eller magt. Lykønskningerne til de der græder, sørger eller er sultne udtrykkes i et levende og overdrevet sprog, hvilket kundgør en dramatisk transformation.

De modsatte par som anvendes i Saligprisningerne minder også én om Yoga praksis som netop er ’at gøre modsat’. At være stille snarere end at bevæge sig, at forholde sig tavs fremfor at snakke løs, at faste hellere end at spise, udvikle ren bevidsthed i en sindets tavshed istedetfor at tillade sindet at sludre derudaf. Ved at gøre sådan er det muligt at transcendere den almindelige menneskelige bevidsthed, egoperspektiv og opnå adgang til sjælens perspektiv, som er fred og ubetinget glæde, kort sagt salighed.

Saligprisningerne (latin: ’perfekt lykke’) er paradoksale ytringer hvorfor man må reflektere dybt over deres mening. Hvis man tager udgangspunkt i Jesus ofte gentagne forsikringer om at Guds Rige allerede er tilstede her og nu, er saligprisningerne således ikke et løfte om en fremtidig belønning i et eller andet himmelsk ’liv-efter-døden’ som det almindeligvis hævdes af de som mener Jesus kundgjorde verdens ende. Er de ikke snarere en udfordring til hans tilhørere om at transformere og bruge deres egen tilstand som værktøj i en renselsesproces? Det er en direkte opfordring til at slippe følelsen ’Jeg lider’, ’Jeg er fattig’, ’Jeg er sulten’, og til at realisere at ’Jeg er ikke kroppen’, ’Jeg er ikke følelserne’, ’Jeg er ikke mine lidelser’ og ’Jeg er ikke sindet.’ ’Jeg er’ er tættere på Sandheden. Det er en udfordring at være Vidne til dit liv, at være Seeren, ikke det sete.

I Yoga-Sutraerne fortæller Patanjali os at ”Via asketisk nøjsomhed renses kroppen for urenheder, sanserne ødelægges og perfektion opnås ,” Yoga-Sutra ll,43 (Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, side 109). Klassisk Yoga som den tolkes af Patanjali siger os at vi drømmer med åbne øjne, fordi vi ikke identificerer os med det vi er, som er ren bevidsthed, men i stedet med det vi ikke er, vore drømme, sindets bevægelser. Denne Selvets eller Seerens åbenlyst misforståede identifikation med naturens manifestationer (det Sete) er den fundamentale årsag til al menneskelig lidelse og den menneskelige bevidstheds basis problem. Selvet er det rene absolutte subjekt og opleves som ’Jeg er’. Men i den almindelige menneskelige bevidsthed er Selvet gjort til objekt: ’mig selv’, en personlighed, en egobefængt samling tanker, følelser og sansninger som påtager sig rollen som subjekt. Vores vane med at identificere os med vore tanker, emotioner, sansninger, kort sagt, egoisme er den nærmest universelt udbredte sygdom i den menneskelige bevidsthed. Det er kun ved at holde op med at identificere sig med disse, via en proces hvor vi ’går i frigear’ , ’træder et skridt tilbage’, slipper og renser ud, at man kan erkende ens sande identitet: Selvet. Selvet og Herren har ifølge Patanjali og Siddhaerne eet tilfælles, bevidsthed, og det er ved erkendelsen af vort sande Selv at vi samtidig erkender Gud og kommer ind i Hans Rige.

En personlig oplevelse af at komme i Himmeriget

I 1971 blev jeg indviet i en serie kraftige yogiske teknikker. Jeg levede et nøjsomt liv i Indien og praktiserede det jeg havde lært i et år. Alene, kun med de daglige besøg af en tjener, som tilberedte min mad og gjorde rent, uden nogen form for distraktioner (og uden rindende vand inde i huset og kun yderst sparsom elektricitet) intensiveredes min længsel efter Gud dag for dag. Min indre kalden faldt ikke for døve øren: en serie kraftige oplevelser under meditation, som opfyldte mig med stor fred og glæde. Det er nærmest umuligt at beskrive, fordi de ikke havde nogen speciel ’form’ – ikke var visioner – men en udvidelse af selve min bevidsthed. Jeg husker hvor tydeligt Herrens Nærvær føltes og at selv midt i dagliglivets gøremål, mens jeg stående ved brønden hældte vand over min krop, i den enkle, krydrede vegetariske karryret med ris kogt over bålet, mens jeg bumlede afsted i landsbybussen til den nærmeste by for at købe ugens rationer ind, mens jeg bukkede for guddommene i de lokale templer vi passerede på vejen, og reflekteret i øjnene på de lokale børn, der kom til ashrammen for at lave yoga og ja, selv i de karameller som de blev tildelt efter yogaklassen, følte jeg, til tider, at jeg var kommet ind i en tidløs verden, så stor var freden. Begivenhederne var helt almindelige, men oplevedes fra et perspektiv af evig-ny glæde. Gud var overalt i dette enkle liv og den deraffølgende salighed ligeså.

Om Renselse

”Lyt til mig alle sammen og prøv at forstå. Det er ikke det der kommer ind i en person udefra som besudler, snarere er det det der kommer ud af en person indefra, der har evnen til at forurene”. (Markus 7.14-15 med par. i Mattæus 15.10-11 og Thomas 14.5).

Som middel til at komme ind i Guds Rige gennem renselse insisterer Jesus her på ægte renhed: den indre renhed til forskel fra alle de eksterne regler som Farisæerne lagde vægt på. Indre renhed, i hjertet, begynder med at vi ser og adskiller de tanker der er urene: fordømmelse, grådighed, liderlighed, vrede, had, begær. De skaber alle sammen lidelse, ikke blot for andre, men også for den person, der huser dem. Ord og handlinger kommer efter tanker, så man bør udvikle opmærksomhed omkring negative, mentale tendenser og løsrive sig fra dem, så snart de begynder at manifestere sig i én. I Yoga-Sutra l.30 opregner Patanjali ni forhindringer for den indre bevidsthed: ”sygdom, træghed, tvivl, efterladenhed, dovenskab, overdreven sansenydelse eller afhængighed, urigtige antagelser, manglende evne til at nå sine mål (mgl. udholdenhed, utålmodighed) og fiasko m.h.t. at opretholde sin indre ro og ligevægt igennem livets op – og nedture.” (Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, side 39-40). Patanjali har også en meget klar holdning til sådanne negative tanker og tendenser: ”Når du er indhyllet i og bundet af negative tanker bør du kultivere deres modsætning.” (Yoga-Sutra ll.33) Men Patanjalis vigtigste yogiske metode var kultivationen af løsrivelse – og af-identifikation fra de mentale bevægelser. Klassisk Yogas udrensende proces kan opsummeres i to spirituelle discipliner: ”Yoga er at huske ’Hvem er Jeg’ og at slippe alt det jeg ikke er.” Som fuglens to vinger løfter de en til himmels.

Vedrørende Bekymring og det at Være Tilstede

”Derfor siger jeg jer: vær ikke urolig for dit liv – hvad du mon vil få at spise og drikke – eller din krop – hvad du skal tage på af tøj. Livet er mere end bare mad og klæder, er det ikke rigtigt? Se en gang på himlens fugle: de hverken sår eller høster eller samler til lade. Dog sørger jeres himmelske Fader for dem. I er mere værd end dem, er I ikke? Er der nogen iblandt jer der kan lægge en time til livet ved at bekymre sig over det? Hvorfor bekymre sig om klæder? Læg engang mærke til hvordan de vilde liljer gror: de arbejder ikke som lønslaver og de spinder intet guld. Og dog skal jeg sige jer en ting, selv da Solomon var på toppen af sin karriere tog han sig ikke halvt så strålende godt ud som de. Hvis Gud klæder selv markens græs, som er her i dag og er væk i morgen, vil Gud så ikke med sikkerhed tage sig endnu mere omhyggeligt af jer, I som ikke tager noget for givet? Så bekymr jer ikke. Sig ikke, ’Hvad skal jeg spise?’ eller ’Hvad er der til mig at drikke?’ eller ’Hvad skal jeg dog tage på?’ (Mattæus 6.25-31 med paralleler i Lukas 12.22-31 og Thomas 36).

Det er en af de vigtigste ting Jesus har sagt. Det hænger også sammen med hans ord: ”Velsignede er de sultne” (Lukas 6.21), bønnen om at ’giv os i dag det daglige brød’ (Mattæus 6.11) og at ’de, som beder skal modtage’ (Lukas 11.10). Ved sin brug af eksempler fra dagliglivet udfordrede han det almindelige syn på livet. De er overdrivelser: mennesker spiser jo ikke som fugle eller klædes på som markens græs.

Ved at opfordre sine tilhørere til at leve i nuet mindede Jesus dem om at det kun er her&nu de kan finde Guds Kongedømme. Ved at lade al bekymring fare og i stedet sætte pris på nuets øjeblik, kan man udvikle mystikerens vision og se det evige øjeblik, det uendelige nu, den højeste godhed. Det stemmer rigtig godt overens med Patanjalis berømte ord: ”Yoga er ophøret af identifikation med sindets bevægelser som de rejser sig i bevidstheden. Seeren hviler i sin egen sande form” (Kriya Yoga Sutras of Patanjali, side 2-4). I det almindelige menneskesind optager bekymring og ængstelse så meget plads at man ikke er i stand til at se det evigttilstedeværende Væsen. Alle de spirituelle traditioner, inklusive Yogaen og den som Jesus tilhørte, lærte folk værdien af at kultivere indre stilhed og sindsligevægt. Ved at gøre det befrier vi os selv af egoets falske identifikationer.

Om Stræben

”Bed og det skal gives dig; søg og du skal finde; bank på og se, døren vil åbnes for dig. Vær sikker på én ting, alle der spørger, modtager; alle, som søger, finder; og for den, der banker på åbnes døren. Hvem iblandt jer ville give jeres søn en sten, når han beder om brød? Eller hvem ville give ham en slange, når han beder om fisk til middag? Ingen af jer selvfølgelig! Så, hvis I, så uduelige I end måtte være, dog ved at give jeres børn gode gaver, er det så ikke klart at jeres Far i Himlen vil give gode ting til de, som spørger Ham?” (Mattæus 7.7 -11)

Her refererer Jesus ikke til de almindelige bønner som generelt er ansøgninger om ting, som egoet indbilder sig det behøver for at være lykkelig. Snarere refererer han til det den Yogiske litteratur omtaler som ’aspiration’, stræben eller længsel. Sri Aurobindo definerer aspiration som ”en spirituel entusiasme, sjælens brændende intense søgen.” (The Practice of Integral Yoga, side 42) Aspiration er sjælens kalden på Herren Selv. Begær er egoets råb på noget, det forestiller sig at have brug for for at være lykkelig. Aspiration er det modsatte af begær. Man er intenst opmærksom på den egobundne eksistens’ begrænsninger og man søger at befri sig af det fængsel. Man dirigerer sine energier væk fra egocenteret. Det manifesterer sig i første omgang som en tørst efter spirituel lærdom, og senere som en stille, vedholdende søgen efter Guddommeligheden Selv. Det er vor sjæls spirituelle entusiasme efter opnåelse af perfektion, ubetinget kærlighed, sandhed og skønhed. Nåde er Herrens svar på sjælens kald. Det reflekterer den udbredte tro på at bønner besvares af en vis godhedens kilde, uanset om vi måtte have gjort os ’fortjent’ til det eller ej. I modsætning til karma er nåde uafhængig af hvorvidt vi har fortjent belønning eller straf. Nåde er en gave som giver det, som er opløftende og tilfredsstillende for vores sjæl, som svar på dens kalden – i form af åndeligt spirituelle oplevelser, indsigter og erkendelser om Sandheden og Tilstedeværelsen.

Indenfor Yogapraksis tager aspiration til eksempel form af intensiv askese eller selvdisciplin, benævnt tapas, med det formål at overgive sit ego med alle dets begær og dets frygt til Herren. Og når det gøres – på et helligt sted – og over en længerevarende periode vil den intense spirituelle energi som derved udvikles i ens inder som yderverden, åbne døren for mange spirituelle oplevelser og megen nåde. Tapas betyder ordret ’at varme op’ eller ’udretning ved hjælp af ild’ og kan bruges som en frivilling selvudfordring til at overvinde hvad som helst i ens egen natur, eller som en bodsøvelse for at gøre fortidige synder gode igen, men indenfor Yoga bruges tapas primært til opdyrkning af aspirationens ild: for at slippe egoets perspektiv og erkende Gud.

Yogier ville sige at de fyrre dage Jesus tilbragte i ørkenen var Yogisk udøvelse af tapas. Hans mægtige aspiration efter at overgive og slippe alle begær, alle fristelser, kun at ville Gud. Faderen, var alle karekteristiske for det avancerede Yogier gør for at rense sig selv og for at kunne gå ind i tilstanden af kommunion med Gud.

Fra slutningen af 1972 til starten af 1973 udførte jeg 48 dages tapas i Brahmanoor Kali templet i Tamil Nadu, Indien. Hver aften ved midnat gik jeg dertil, udførte en lille ceremoni og sad derefter i dyb meditation igennem mange timer. Det meget enkle lille tempel lå i et øde, ørkenagtigt område. På trods af at det savnede enhver udsmykning udstrålede det en intens spirituel energi. Ved nattetid forlod mange kobraer deres huller og cirkulerede omkring det (circumambulation eller at gå rundt om et tempel er en udbredt spirituel praksis i Østen). I det dybe mørke overgav og slap jeg min frygt og sad blot der i den intense spirituelle atmosfære og mediterede. Meditationerne blev ekstraordinært dybe og jeg gik ofte ind i den åndingsløse tilstand af samadhi ved hjælp af de avancerede teknikker jeg var blevet indviet i i 1971. Virkningen af disse natlige seancer fortsatte i løbet af dagen. Jeg forblev i en tilstand af transcendens, som det tavse, uforanderlige Vidne-Selv, og oplevede at alting er i mig og jeg er i alting. Det var ren Nåde. Gud var overalt.

At Vise andre Vejen

”Siden hvornår har man bragt en lampe ind i værelset blot for at geme den væk i skabet eller under sengen? Når alt kommer til alt er det bedst hvis alt kommer frem i lyset, fremfor at ligge gemt væk ’under gulvtæppet’.” (Mark 4.21-22 med par. I Lukas 8.15 , Matt. 5.15 og Tomas 33.2-3) Den enkleste måde at udtrykke det på er i Thomas 5.2 som blot erklærer: ”Intet er gemt, som ikke vil blive afsløret.” I alle disse tilfælde er ’lys’ metafor for den højere bevidsthed eller indsigt. I forbindelse med fortolkning af alle disse ordsprog kan ovenstående kun betyde at også deres hemmeligheder skal afsløres. Men hvis det er tilfældet, hvorfor så tale så gådefuldt og ’gemme’ den sande mening af vejen i ordsprog og lignelser i første instans?

Nævnte aforisme om at alting som er skjult bør komme frem i lyset og forklaringen på hvorfor alting udtrykkes i lignelser virker modsætningsfyldt. Forvirringen stammer utvivlsomt tilbage fra tidlige fortolkeres forsøg på at forlige to modsatrettede temaer indenfor Jesus traditionen: (1) Jesus belærte via ordsprog der var svære at forstå og (2) Jesus insisterede på at hans læres sigte var at blive forståede og at kaste lys. Både Lukas og Mark har forsøgt at forklare dette paradoks ved hjælp af lignelserne selv.

Det ligner på mange måder det bevidst dunkle, ’twilight’, sprog som brugtes af Siddhaerne i deres poesi. Det er et sprog der er egnet til at gemme visse sandheder for alle, der ikke er indviede. Det indeholder adskillige meningslag, både på et almindeligt oplevelsesplan og på et transcenderet plan. Det er både tankevækkende og paradoksalt. Sproget selv er mystisk af natur – det højeste udtrykkes som det laveste. Siddhaerne gjorde rask væk brug af typologi, ordspil, paradokser, repetition og metaforer for at udtrykke den virkelige rigdom, som lå skjult inde bag de åbenlyse termer og symboler. Udtrykkenes sande mening er således kun tilgængelig for den indviede. Det er sandsynligt at Siddhaernes vers i sig selv har fungeret som midler til indvielse. Det er et sprog specifikt egnet til at udtrykke esoteriske, mystiske doktriner.

At dele sit lys svarer til det Siddhaerne kaldte ’arrupadai’ (at vise andre vejen) . Det kommer til udtryk i Thirumoolars berømte aforisme: ”Gid hele verden må få del i den salighed jeg har nydt godt af.” Siddhaernes sociale engagement handlede ikke blot om at hjælpe andre til fysisk velbefindende, men også om at dele deres visdom og værktøj til borteliminering af kilderne til lidelse.

Beskeden om ikke at skjule vores lys er ikke så oplagt og ligetil som man måske kunne tro. Hvornår skal man vise det? Hvordan? Til hvem? Hvem er parate til at se det? I 1976 var jeg sammen med min Yogalærer, som var en Siddha på en pilgrimsrejse på tværs af det amerikanske kontinent og det var under den rejse jeg fik en uforglemmelig oplevelse og erindringsværdigt eksempel på dette problem. Vi gjorde holdt en aften for at campere nærved Pike’s Peak. Min lærer fortalte os at han ville gå ind i skoven for at udføre sin sadhana (meditation) alene og at ingen måtte følge efter ham. Denne sidste formaning gjorde mig straks nysgerrig og efter en del indre debat blev jeg til sidst enig med mig selv om lige så stille at følge efter ham, uden at forstyrre ham på nogen måde. Dybt inde i skoven satte han sig op mod et træ og gik ind i en meditativ tilstand. Jeg gemte mig bag et andet træ en 16-17 meter væk. Hans øjne var åbne; men de var drejet helt opefter så at man kun kunne se det hvide i øjenæblerne, hvilket indikerer et meget dybt stadie. Da, til min overraskelse, begyndte hans krop at gløde. Lyset blev så mægtigt at jeg ikke længere var i stand til at se hans menneskelige form. Der var kun en kugle af lys der hvor jeg før havde set hans fysiske form. Jeg gned mine øjne og kneb mig selv for at overbevise mig om at jeg vitterligt var vågen og ikke drømte. Lyskuglen varede i over tredive minutter. Synet opfyldte mig med glæde. Gradvist blev lyset svagere og jeg kunne igen se hans velkendte fysiske form. Hans øjne lukkedes, åbnedes atter, han rejste sig og begyndte at vandre tilbage i retning mod vores lejr. Så spottede han mig ud ad øjenkrogen, som jeg lå sammenkrøbet bag mit træ. Han skændte venligt på mig og sagde: ”Jeg sagde at ingen måtte følge mig.”

Senere spurgte jeg ham hvad det var han lavede, når han på den måde stoppede på forskellige steder og gik ind i sådanne tilstande. Han svarede at han ’plantede frø,’ at den spirituelle energi, som han efterlod på hvert af de steder med tiden ville modnes og stimulere den åndeligt spirituelle udvikling for det amerikanske folk. Han bemærkede at de Amerikanske Indianere havde efterladt mange af sådan nogen frø på specielle steder, og at de også ville bære frugt en skønne dag.

Guds Ubetingede Kærlighed

Lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15.11-32) er den længste lignelse Jesus kom med og dens budskab om Guds ubetingede kærlighed for alle sjæle er, sammen med informationen om at Guds Rige er nærværende, den vigtigste.

”Der var engang denne her mand, som havde to sønner. Den yngre af dem sagde til sin far: ’Far, giv mig den del af arven, som jeg er berettiget til.’ Så han delte sine ressourcer over.

Få dage senere pakkede den yngre søn sit habengut sammen og forlod hjemmet for det store udland. Der levede han nu en tid i sus og dus og netop som han havde brugt alle pengene indtog en bølge af hungersnød landet og han måtte gå sultende rundt. Så han bed i det sure æble og begyndte et liv som daglejer for en rig mand, der sendte ham ud til sit landsted for at fodre svinene. Han længtes så bitterligt efter selv at sætte det foder til livs, som grisene normalt fik at æde; men ingen tilbød ham noget at spise. Da kom han endelig til en smule fornuft og sagde til sig selv: ’Masser af min fars tjenere og daglejere får mere end nok at spise, og her er jeg døden nær af sult! Jeg skal gå hjem til min far og sige til ham: ’Far, jeg har syndet imod himlen og fornærmet dig; jeg fortjener end ikke at blive kaldt din søn, så bare behandl mig som om jeg var en tjener! Og med de ord rejste han sig sporenstregs og vendte snuden hjemad.

Men faderen sagde til sine slaver, ’Hurtigt! Find den lækreste kjortel frem og giv ham den på; sæt en ring på hans finger og sandaler på hans fødder. Hent fedekalven og slagt den; lad os holde fest og fejre at min søn som var død, er kommet tilbage til livet; han var fortabt, men nu er han fundet.’ Og de holdt fest.

I mellemtiden var den ældste søn ude på marken; og efterhånden som han kom tættere på den fædrene gård kunne han jo høre musik og dans. Han råbte én af tjenerdrengene an og spurgte hvad der foregik. Han sagde til ham: ’Din bror er kommet hjem og jeres far har slagtet den fedeste af kalvene i sin lettelse over at have ham hjemme igen i fuld behold.’

Men han var sur og nægtede at gå indenfor. Så hans far kom ud og begyndte at overtale ham. Men han svarede sin far: ’Hør nu engang, i alle de her år har jeg arbejdet trofast for dig uden nogensinde at være ulydig mod dig; og dog har du aldrig så meget som givet mig et lille kid så jeg kunne feste med mine venner. Men når den drønnert af en søn kommer hjem, han der ikke har bestilt andet end at bortøde din rigdom på horer og cigarer – for hans skyld slagter du fedekalven.’

Men (faderen) sagde til ham: ’Mit barn, du er altid ved min side. Alt der er mit er også dit. Men vi måtte jo bare holde fest og glæde os over din bror, som var død og nu er kommet tilbage til livet; som var fortabt, men nu er funden.’ (The Five Gospels: What did Jesus Really Say?, siderne 356-357)

I denne lignelse henvender Jesus sig primært til de retfærdige, repræsenteret ved den ældre søn. Han fortæller os at de ikke har nødig at føle uvilje mod de, som virkeligt har fortrudt og er vendt tilbage, men beder dem tværtom byde dem velkommen med åbne hjerter , glæde, kærlighed og tilgivelse som faderen gjorde. I en lignelse ligesom i et digt eller en drøm er fortælleren samtlige billeder og karakterer. Den kristne lære vil identificere Jesus med faren i denne lignelse. Og det er da også sandt at han er faderen, hvis taktfulde, kærlige behandling af den ældre søn aftvinger nok så megen respekt som hans ubetingede accept af den yngre søn. Og samtidig er han også den ældre søn, hvis forurettelse udtrykkes barsk, men retfærdigt, og hvem lignelsen behandler tolerant og respektfuldt. Vi kan også genkende Jesus, historiens fortæller, i rollen som den yngre søn i ligeså høj grad som han er faren. Når sønnen vender tilbage til faderen smelter al hans skam og sorg væk i lyset af farens glæde, ja på en måde bliver sønnen eet med faren. Der er ingen forskel mellem kærligheden og glæden ved at blive tilgivet og kærligheden og glæden ved at tilgive. Søn og fader er èt.

Selvsamme besked om Guds ubetingede Kærlighed til os udgør Siddhaernes centrale lære. Siddhaerne belærte om at Gud elsker os gennem samtlige vort livs stadier, under al vor lidelse, op – og nedture og i alle Hans Guddommelige funktioner; det er nøddeskallen i Saiva Siddhanta, Siddhaernes filosofi. Hvorfor? Herren, som på tamilsk også kaldes ’pati’, ’pasu’ eller den individuelle sjæl og ’pasaerne’, egoismens bånd, karma og maya – verdens illusoriske tilsynekomst, er de tre evige virkeligheder. Ifølge den tidligste udlægger af Siddhaernes filosofi Thirumoolar, den største blandt helgener og en samtidig med Jesus, besidder Herren fem funktioner: skabelse, opretholdelse, destruktion, fordunkling og nåde. Det er opgaver som eksklusivt er hans og hans alene og som derved adskiller Ham fra alle andre Gudsrealiserede sjæle. Via disse (fem funktioner) vinder sjælene den fornødne erfaring til at kunne vende tilbage til ’Godhead’ – Guddommen eller Gudsriget. Hvad er Herrens formål med at udføre disse forskellige aktiviteter? Somme ville mene at det bare er en game, en leg. Leg her ikke i betydningen ’for sjov’. Det betyder at være afslappet og veltilpas; at Gud udfører alle disse handlinger let og ubesværet og uden selv at forandres derved. Formålet med Herrens aktiviteter er ikke for Hans egen fornøjelses skyld, men et udtryk for Hans kærlighed til sjælene. Det er Hans nåde som aktualiserer Hans handlinger. Formålet er at hjælpe sjælene til at gøre sig fri af de hindringer, som er dem i vejen for at komme tilbage til Himmeriget. ”Skabelsesakten udføres af Gud for at hjælpe sjælene, ved at give dem en krop o.s.v., til at arbejde sig fri af deres karma; opretholdelse er for at give dem chancen til at opleve frugten af deres handlinger; destruktion er for at give sjælene hvile; fordunkling for at sløre sjælenes natur som er ’cit’ (bevidsthed) og forårsage en vis indifference m.h.t. frugten af handlingerne: gode og dårlige, ved først at få dem til at handle; nåde er befrielses-bevillingen. Alle disse aktiviteter er således tegn på Hans Nåde. (The Yoga Of Siddha Thirumoolar, siderne 62-63)

Jesus lignelse om den fortabte søn er et godt eksempel på processen: én af sønnerne farer vild i denne verdens illusoriske blændværk. Først da han kommer i tanke om hvis søn han er, befries han af illusionens lænker. Sønnen oplever total befrielse af al sin lidelse i lyset af faderens ubetingede kærlighed.

Syndstilgivelse og Vore Handlingers Karmiske Konsekvenser

Syndstilgivelse er som tema tæt forbundet med Jesu lære om ubetinget kærlighed. Lignelsen om den snedige manager (Lukas 16.1-8) er et glimrende eksempel:

”Der var engang en rig mand hvis manager stod anklaget for at have bortødslet sin mesters ejendom. Han kaldte ham ind på kontoret og sagde: ’Hvad er det jeg hører om dig? Lad os gå dit management efter i sømmene, for dit job her er færdigt.’

Så sagde manageren til sig selv, ’Hmm, hvad pokker skal jeg nu stille op? Min mester fyrer mig. Jeg er ikke stærk nok til at grave grøfter og for stolt til at gå tiggervejen. Ah! Nu har jeg det. Jeg ved hvad der skal til for at dørene vil åbne sig for mig igen.’

Han tilkaldte nu hver af sin mesters debitorer. Han sagde til den første, ’Hvor meget skylder du min mester?’

Debitoren svarede, ’Femhundrede tønder olivenolie.’

Og han sagde til ham, ’Her er din regning; sæt dig ned lige her på stedet og ændr det til tohundredehalvtres.’

Så sagde han til den anden skyldner, ’Og hvor meget skylder du så?’

Han svarede, ’Tusind skæpper hvede.’

Han sagde til ham, ’Her er din regning; ændr beløbet til ottehundrede.’

Mesteren roste den uærlige manager for hans snedighed.

Denne lignelse voldte de tidlige kristne fortolkere en del hovedbrud. De adskillige erkæringer som Lukas er kommet med om den er et forsøg på at bløde den op. (Lukas 16.8b-13) Den uærlige manager blev tilgivet af sin mester fordi han – delvis – eftergav andre deres skyld. På samme måde tilgiver Gud os, når vi tilgiver andre. Det er således fuldt i overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn.

Det Gamle Testamentes profeter og deres tilhængere, Farisæerne, så vores forhold til Gud som et ’lov og orden’ forhold. Gud laver love. Hvis du overtræder disse love vil Gud dømme og straffe dig. Jesus kom med nye toner: Gud elsker dig. Og dine overtrædelser af hans love vil blive dig tilgivet, for så vidt du fortryder og gør bod. Istedetfor at frygte Ham, så lær at elske Ham. Han er lige ved hånden.

I denne lignelse ser vi at alle blev holdt ansvarlige og fik lov at betale størstedelen af deres gæld. Det reflekterer den metafysiske lære om karma, nemlig at alle handlinger, ord og tanker indebærer deres respektive konsekvenser, men at der findes en højere metafysisk lov, nådens lov, som kan formilde karmaens konsekvenser, når vi søger Herren Selv. Dårlig karma, det som fører lidelse med sig, kan formildes eller udraderes v.hj.a. god karma, det der tilgiver andre deres skyld overfor os og det at bringe andre glæde. Men ulig karma skænkes Nåden for os, når vi søger Gud. Det udtrykkes i Jesus lære ved hans ord om at Gudsriget er ’lige ved hånden’, og at hvis vi søger Ham, vil vi finde Ham og Hans velsignelse. Lignelsen siger os at vi alle kan fejle, men idet vi indser at der altid er konsekvenser og at Gud elsker os på trods af vore fejl, kan vi droppe vores angst for Ham og lære at elske Ham ubetinget, således som Han elsker os ubetinget.

Siddhaen Thirumoolars berømte ord skærer det ud i pap at Gud (Siva) er kærlighed og at vi, når vi i sandhed erkender hvad kærlighed er, samtidig erkender hvad Gud er – Gudsrealisering.

De uvidende sladrer og påstår at Kærlighed og Siva er to.
Men de ved ikke at Kærlighed og kun Kærlighed er Siva.
Når menneskene forstår at Kærlighed og Siva er eet og samme,
Vil de for evigt hvile i Kærlighed som Siva.
(Thirumandiram, vers 270)

Mine spørgsmål som ung kristen er blevet besvarede via de oplevelser jeg har haft gennem at praktisere Yoga og ved at sammenligne Jesu lære med det Yoga Siddhaerne læret fra sig. Ved at reflektere over Jesus ord og lignelser vil enhver kunne opnå et glimt af det Guddommelige og ved at tage dem til sit hjerte oplyses ens hele livsvej. Ved at gøre dem til en del af vores spirituelle disciplin bliver vi disciple af Jesus.

Om forfatteren: Marshall Govindan er forfatter til ”The Wisdom of Jesus and the Yoga Siddhas: A Historical Perspective,” ISBN978-1-895383-43-0, udgivet af Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer. Email:[email protected]

Kilder:

Funk, Robert og Hoover, Roy W., The Five Gospels: The Search for Authentic Words of Jesus, Harper Collins, 1993.

Ganapathy, T.N., The Yoga of Siddha Boganathar volume 1, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 2003

Ganapathy, T.N., The Yoga of Siddha Tirumular: Essays on the Tirumandiram, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 2006

Govindan, Marshall, Babaji and the 18 Siddha Kriya Yoga Tradition, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 1991

Govindan, Marshall, Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 2000

Govindan, Marshall, Editor, Thirumandiram: A Classic of Yoga and Tantra, by Siddha Thirumoolar, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 1992

Copyright

 

Artikler

 

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Art_35

Posted on by teamA-GG

Hvordan kan vi vide om vi gør fremskridt i vores spirituelle udvikling?

ved Marshall Govindan


Hvordan ved vi om vi gør spirituelle fremskridt? Det er et væsentligt spørgsmål som enhver seriøs åndelig praktikant stiller sig selv før eller siden. Og det er ikke helt let at svare på eftersom den åndelige vej er progressiv – fordi ’det åndelige’ ikke har form er det svært at måle. Så før vi forsøger at definere hvad fremskridt i denne kontekst vil sige, skulle vi måske definere hvad vi mener med begrebet ’åndelighed’ eller spiritualitet.

Indenfor Yoga taler vi om det menneskelige dilemma egoismen udgør; det at identificere sig med krop og sind. Vi refererer til fem kroppe: den fysiske krop (annamaya kosha, ordret oversat: føde -kroppen), vitalkroppen (pranamaya kosha, som animerer den fysiske og er sæde for følelserne), mental kroppen (manomaya kosha, inkl. underbevidstheden, erindringsevnen, de fem sanser, genkendelsesevnen), den intellektuelle krop (vijnanamaya kosha, inkl. vores logiske sans og fornuftsevner) og den spirituelle krop (anandamaya kosha, ordret saligheds kroppen eller sjælen, som er ren bevidsthed, Vidnet). Almindeligvis tænker og handler vi udfra vor tro på at ’jeg’ er kroppen eller ’jeg’ er mine følelser eller ’jeg’ er mine erindringer eller idèer. Man siger foreksempel, ’jeg fryser’; eller ’jeg’ er vred; eller ’jeg’ er gift med den og den; ’jeg’ er Peter Hansen; eller ’jeg’ er Venstremand. Men en måneds tid senere har disse ting måske ændret sig drastisk: ’jeg’ har det varmt; ’jeg’ er glad og tilfreds; ’jeg’ er skilt; ’jeg har skiftet navn til ’H.C. Andersen og for resten stemmer jeg ikke længere Venstre, nej, de Grønne er mit parti. Det er klart at vi ikke kan være både det ene og det andet; vi kan kun være det som er… altid. Og dog er egoets kraft så gennemtrængende at vi konstant forglemmer os og den vi i sandhed er: ren væren og bevidsthed.

Deraf følger at ’åndeligt fremskridt’ må involvere en gradvist fremadskridende identifikation med anandamaya kosha eller den åndelige krop, og en progressiv slippen af den falske identifikation med de fysiske, emotionelle, mentale og intellektuelle kroppe eller dimensioner af vor eksistens. Det er en gradvis udrenselse af egoismen hvis manifestationer inkluderer begær, vrede, grådighed, stolthed, forelskelse, skadefryd og ondskabsfuldhed. I starten og i lang tid er denne renselsesproces ensbetydende med at gøre sig anstrengelser for at respektere etiske, moralske og religiøse påbud, foreks.: ikke-vold, ikke at stjæle, ikke at begære. Disse anstrengelser gør én i stand til at finde en indre balance som er baseret på kærlighed, tilfredshed, accept. Sagt med andre ord egoet får os til at sidde tæt klinet op ad vort livs fjernsynsprogram. Som konsekvens heraf er vi så absorberede i dramaet at vi glemmer hvem vi i sandhed er. Ved at rense os for begær, grådighed og vrede bliver vi i stand til at trække os lidt på afstand af ’skærmen’, langt nok væk til at det går op for os at vi ikke er fjernsynsprogrammet, ikke er alle disse dramaer i vort liv; vi er blot vidne til det hele. Derefter er det et spørgsmål om at trække sig yderligere hinsides… og gradvist udvikle et højere perspektiv på hvem vi er.

Ultimativt, som vi vil se i slutningen af denne artikel, når først Selv-Erkendelsens stadie er mestret, begynder det at dale ned i den intellektuelle, den mentale, vitale og endelig i den fysiske krop og transformere dem. Vor åndelige udvikling behøver altså ikke bevæge sig ’op & væk’ fra denne verden. Den kan, som vi vil komme ind på, involvere en integreret udvikling af samtlige fem eksistensplaner.

Men til at begynde med handler vor åndelige udvikling primært om at vi identificerer os i stadig stigende grad med den del af os som er ren bevidsthed, eller Vidnet. Det er det der kaldes SelvRealisation. Det sker i følgende stadier:

1. Udvikling af sindsro. Sindsro eller indre ro er ikke et fravær af tanker, men at være tilstede med dem. Så, som vi udvikler os i dette begynderstadie gør vi os gradvis fri af vanemæssige reaktioner, foreksempel vrede eller frygt og erstatter dem med reaktionen af rolig nærværelse. Skampletten som vort mentale selvbedrag udgør kendes også under navnet maya, og blændværket, maya svækkes gradvist ved udvikling af sindsro. Samtlige Yogaens praktikker, være sig stillinger, systematisk vejrtrækning, mantraer, meditation eller hengivenheds ritualer hjælper os i dette stadie til at nedbringe ophidselse og unødvendig aktivitet (rajas) og til at svække ulyst, dovenskab og tvivl (tamas) med rolig, fredfyldt balance (sattva). Det bringer nærvær eller væren (sat). Ved aktivt at praktisere objektivitet begynder vi så småt at slippe vor trang til at lade os absorbere helt ind i oplevelserne.

2. Udvikling af Vidnet, chit, eller ren Bevidsthed. Vi anlægger et nyt perspektiv, men bibeholder en del af vores opmærksomhed i baggrunden, observerende. Vidnet hverken handler eller tænker. Det betragter blot handlinger som de udspiller sig eller tanker, følelser eller sansninger komme og gå. En del af vores bevidsthed er involveret i aktiviteterne og en del står lidt tilbagetrukket og ser til fra sidelinien. Vi begynder dette stadie med bevidst at forsøge konstant at være Vidne i en vis afgrænset periode eller i løbet af en specifik aktivitet. Det kan foreksempel gøres under udførelsen af noget rutinearbejde, som ikke kræver den helt store koncentration, noget som vi er vant til at gøre. Senerehen vil det også kunne lade sig gøre med mere udfordrende opgaver eller som måske opleves for første gang, foreksempel når vi udsættes for et uheld og falder. Dette perspektiv bliver gradvis mere uanstrengt og integreret i vort dagliglivs aktiviteter.

3. ’Jeg er ikke den, der handler.’ Som vores Vidnebevidsthed udvikler sig føler vi ikke længere at vi gør noget, eftersom vi ikke længere identificerer os med kroppen og de mentale bevægelser. Snarere føler vi at vi kun er en betragter og vor krop og vort sind et instrument. En del af vores bevidsthed er involveret i at gøre ting, det være sig at gå, snakke, arbejde, spise o.lign., men nu er en del af vores bevidsthed trådt et skridt tilbage. Den gør intet. Den befinder sig i en passiv tilstand af ikke-dømmende opmærksomhed. Man føler sig som instrument og at det er det Guddommelige, der handler på alle planer. Man føler at der ikke er nogen ’handlende’ indeni. Og dog bliver alting gjort. Man nyder begivenhedernes udvikling, deres synkronicitet og konsekvenser. Man sætter stadig højere pris på det faktum at alle handlinger, ord og tanker indebærer deres respektive konsekvenser, eller karma, og hvorledes denne lov kan bruges bevidst til at skabe lykke snarere end smerte til andre. Med denne nye udvidede opfattelse af ens Selv opleves andres behov i høj grad som ens egne. Man udtrykker sin kærlighed for andre og hjælper dem til at finde lykke.

4. ’Jeg er Det Jeg er.’ I dyb meditation bliver vi bevidste om det der er bevidst. Bevidstheden selv bliver objektet. Vi føler at ’Jeg er i Alting’ og at ’Alting er i mig.’ Senere og gradvist begynder denne Selvets realisation at synke ned i og gennemtrænge vor vågentilstands dagliglivs aktiviteter. Guds realisation kommer når denne tilstand fordyber sig. Helgener og mystikere fra alle de spiritulle traditioner har forsøgt at beskrive dette, men for det meste kommer de til kort. Rent faktisk er det sådan at jo mere man forsøger at beskrive det, jo længere er man fra det, fordi det at sætte ord på og beskrive det eller blot at tænke på det reducerer det til et sæt idèer. Eftersom ’DET’ transcenderer alle navne og former, gennemtrænger alting, og er uendeligt og evigt blegner alt andet i sammenligning. Tavshed er derfor det foretrukne kommunikationsmiddel for de, der i sandhed kender ’DET’. Som Swami Rama Tirtha, den første Yogi, der bragte Yogaen til Amerika mod slutningen af det nittende århundrede, udtrykte det: ”En Gud, der er defineret er en Gud, der er sat i fængsel. Hvad alt det her handler om, kan vi ikke tale om, ja ikke engang fløjte om.”

De nævnte stadier er ikke en lige linje. Vi zigzagger os ofte igennem dem på grund af sindets ustabile natur og vore vanemæssige reaktioner (samskaras) , karma, maya og guna’ernes handlinger. Men generelt set er det udviklingens bevægelse; hvis vi udvikler os spirituelt. Vor identifikation med kroppen, følelserne og de mentale bevægelser svækkes og erstattes med en identifikation med Det, som er hinsides navne og former, som er Selvet, Ren bevidsthed og som ultimativt er Guddommeligt.

Forestillinger om og perspektiver på Gud som de udvikler sig henad vejen

Vor forestilling om Gud eller et Højeste Væsen udvikler sig også gradvist, i stadier, som løber parallelt med de ovennævnte stadier af spirituel udvikling. Fra noget som er ’derude et sted’, til ’det der er indeni mig’. Det er interessant at analysere hvordan vores tanker om Gud og vores identifikationer med det ene og det andet udvikler sig i takt med at vi udvikler os ad den spirituelle vej. Ved at gøre det kan vi undgå at sidde fast på et lavere niveau. Teologer har klassificeret religionens progressive forestillinger om Gud. Hver religion eller kulturgruppe går ud fra at netop deres forestilling om Gud er den korrekte. Det skulle være klart at ens forestilling om Gud er defineret og begrænset via ens uddannelse, forståelse af naturen, personlige erfaringer, forestillingsevne, begær og frygt. Den menneskelige situation projiceres over på ens forestilling om Gud. Det følgende illustrerer dette:

1. niveau: Gud er min allierede. Jeg er den fysiske krop.

Troen på et højere væsen opstår når man bliver opmærksom på frygt, og den største frygt er angsten for døden. Urmennesket søgte at overvinde frygten ved at definere diverse naturens hændelser som overnaturlige fænomener. Og for at overvinde disse overnaturlige fænomener gav han ofringer i håbet om at disse ville formilde de vrede ånder, der var ansvarlige for tordenvejr, flod, tørke, krig, sygdomme og død. Overnaturlige væsener, hvad enten de var af ondskabsfuld eller venligtsindet natur kunne være ens fjender eller blive allierede ifølge tidlig polyteistisk religion. Troende søgte beskyttelse hos guddomme og gudinder, for at de skulle besværge de onde uvenlige indflydelser og den deraf følgende lidelse. Overnaturlige kræfter kunne være drilagtige grænsende til det hævngerrige. Livet var kort, brutalt og det handlede primært om overlevelse, så kodeordet var beskyttelse. På det stadie identificerer man sig primært med den fysiske krop og overlevelse er det altoverdøvende tema. Hvis jeg kun er kroppen er ondskab alt det, der truer min overlevelse. Godt er det, der sikrer min overlevelse, mad og tag over hovedet. Derfor beder jeg til en Gud, der som min allierede yder mig beskyttelse i form af alt jeg behøver for at overleve. Uvidenhedens skamplet skjuler ens sande identitet og konsekvensen er at egoismen vil være dybt rodfæstet i den fysiske krop.

2. niveau: Gud er Omnipotent. Jeg er sindet og personligheden.

Når først et samfund er stabiliseret og overlevelse ikke er det primære punkt på dagsordenen søger menneskene at udforme love og regler til styring af deres sociale adfærd. De tilskrev autoriteten bag lovene til en ’Almægtig’ Gud. Gud ses som kilden til al magt og autoritet. De, som opnår magt ser det som en gave fra Gud. Høvdinge bliver konger, dommere bliver præster. Og magt bliver et rusmiddel, en ophidselse, for jo mere man har den jo mere begærer man den. Individet, som nu er fri af de mest basale overlevelsesspørgsmål identificerer sig med sindets og vitalkroppens interesser. Egoet, d.v.s. vanen med at identificere sig med kroppen og sindet omfatter nu en næsten uendelig kæde af muligheder, efterhånden som begærene ekspanderer. Man konkurrerer med andre. Man er selvisk. Når man søger at opnå magt vil man ønske at dominere andre for at opfylde sine egne ambitioner. Samtidig med det søger man at overholde de love, man mener er givet af Gud, idet man frygter for straf hvis man overtræder reglerne. Religiøse trossætninger, dogmer og institutioner er udviklede som modsvar til en ekspanderende intellektuel nysgerrighed i kombination med den herskende klasses ønske om at kontrollere den menneskelige natur og holde den i ave. Videnskaben udvikler sig nu og udfordrer religionen. Religioner støder sammen. Kulturer støder sammen. Politiske og religiøse institutioner allierer sig. Ja man begynder sågar at bede til Gud om at udrydde ens fjender eller i det mindste at konvertere dem til ens egen tro. Det bliver et spørgsmål om ’os’ versus ’dem’.

3. niveau: Gud er Stilhed: ”Vær Stille og Vid Jeg er Gud”. Jeg betragter.

Mange individer når til denne tilstand hvor de, af den ene eller anden grund, opdager et indre væsen, noget som er hinsides krops, sanse og sindsbevægelser. Det er måske en spontan spirituel oplevelse under hvilken man transcenderer; det er måske resultatet af at man udfører en specifik meditationsøvelse; det opstår måske efter man har haft en meget kraftig fysisk oplevelse som involverer smerte; eller udaf dyb meditation under hvilken man ’står af’ sin almindelige mentale tilstand. Som resultat begynder man erkende at ens tidligere forestillinger om Gud blot var netop forestillinger; det vil sige man begynder at få øjnene op for at det man hidtil har kaldt Gud blot var ens egen skabelse, som skulle tjene ens egne egoistiske behov med alt hvad det indebærer af frygt og ønsker. Det går op for én at ens syn på verden ’derude’ i allerhøjeste grad er farvet af ens egne sym – og antipatier. Men her på 3. niveau finder man fred og nu er Gud Fred. Man erkender sandheden i Salmerne: ”Vær Stille og vid jeg er Gud.” Man erkender at det kun er via udviklngen af ens indre perspektiv på ens sande Selv , en Vidne bevidsthed, man kan gøre sig håb om at overvinde yderverdenens tummel og larm; i sindets dybe stille ro opdager man Ren Bevidsthed. Det er som med lyset i rummet, man indtil nu har ignoreret optaget som man var af alle de ting lyset skinnede på, rummets indhold. I starten vil der være en spænding mellem ens ydre og indre liv, som måske resulterer i at man afviser sidstnævnte. Efterhånden som dette niveau udvikler sig søger man at opdyrke rolig, meditativ opmærksomhed i samtlige ens livs bevægelser. Man afviser ikke verden, man er som Jesus udtrykte det: ”i Verden, men ikke af Verden.” Man erstatter sine tanker om Gud, det vil sige sine forestillinger og koncepter med et nyt Vidneperspektiv, hvori man ikke længere er fortabt i tanker, men fredfyldt med et roligt sind. Ja faktisk rejser man sig op over de mentale bevægelser ind i ’bevidsthedens lys’. Ord kan ikke udtrykke, poesi kan blot pege… ”Det er en fred, der overgår enhver forstand,” som nævnt af mystikere og seere indenfor alle verdens åndelige traditioner. På dette niveau bevæger religionen og alle andre intellektuelle systemer sig ind i åndelighedens sfære.

4. niveau: Gud er Viis. Jeg lytter. Jeg ved.

Efter at have sat sig ud over de helt grundlæggende følelser af frygt og begær og have fundet indre fred erkender man at Gud elsker mig, at han tilgiver mig, at han forstår. Altså er han viis. Gud ved alt og deraf følger at ved at lytte til ham kan jeg også vide. Jeg lytter til ham ved at være rolig, modtagelig og ved at tillade min intuition at tale. Jeg begynder at identificere mig med ’den, der ved’- ikke fordi jeg lærte en hel masse da jeg gik i skole… men fordi jeg bare ved det. Jeg forstår mere og mere, rent spontant, hver gang jeg fokuserer på hvad det end er jeg har behov for at vide noget om og kende til. Tingene bliver klare. Jeg ser den underliggende sandhed bag alting og visdom tilflyder mig. Jeg kan skelne det der ikke er permanent fra det permanente, det der bringer glæde fra det der volder smerte og forstår ’Hvem er Jeg’ – jeg er i sandhed den evige sjæl, ren bevidsthed. Man bekymrer sig ikke længere om at følge reglerne og undgå alt, hvad der måtte gøre ondt, specielt i yderverdenen. Man vender sig mod en transcendental kærlighed til Gud, med fuld tillid og idet man altid værner om Dette dyrebare i sit hjerte føler man sig elsket, lutret og intuitivt guidet af Herren. På slutningen af dette stadie føler man sig helt uskyldig idet man har sluppet alle forestillinger om godt og ondt, skyld og stolthed. Man identificerer sig med andre, elsker dem og hjælper dem til at finde lykken.

5. niveau: Gud er min med-skaber. Jeg skaber.

På dette niveau af åndelig udvikling erkender man at have magten til og ansvaret for at skabe sit eget liv. Man går hinsides den almindelige tilstand af at ’drømme med åbne øjne’ til tilstanden af at være Seer. Man bliver visionær. Man forbliver trofast overfor sine drømme, de drømme der er i overensstemmelse med ens visdoms og Selv Realisations vej. Herren er ikke længere fjern, og man føler sig som Herrens medskaber. Herren øser af sin Nåde. Han inspirerer. Når man beslutter sig for at noget skal ske er konsekvensen at universet af sig selv begynder arrangere tingene som hjælp til at fuldbyrde ens beslutning. Det kan godt være man skal arbejde for det – hårdt endda, men man føler at man ikke er ’den, der handler’, men blot et instrument. Man er tålmodig m.h.t. resultatet i troen på at universet nok skal tage sig af det. Man er tilstede i nuet og tingene bliver gjort, efterhånden som man gør det nødvendige. Man falder mere og mere i tråd med Herrens vilje eftersom man får renset ud i egoets behov og præferencer. Hvad resultatet end ender med føler man sig velsignet.

6. niveau: Gud er et under. Jeg er strålende Bevidst Erkendelse.

Med Gud som medskaber begynder man at opleve verden som et skabelsens mirakel og vore liv her som en legeplads. Miraklernes overflod. Gud er med Yoganandas ord ”ever new joy”, så formidabelt er hvert eneste øjeblik, så mægtig hver hændelse. Man ser Herren som det, der er hinsides al årsag-virkning, uberørt af skabelsen, bevidsthedens lys. Man erkender at i ens eget inderste Væsen er den selvsamme strålende selv bevidsthed. Lys er metafor for bevidsthed, men det er også det mystikerne oplever i deres sjæls dybder. Herren er hinsides tid, hinsides rum, ubegrænset på enhver tænkelig facon. På dette niveau bringer Herrens Nåde mange forunderlige hændelser med sig. Dagligdags ting opleves dybt hellige. Man ser med mystikerens øjne, Gud er Nærværende overalt. Nåde er til forskel fra karma, ikke noget man kan gøre sig fortjent til, og dermed uafhængig af hvorvidt vore handlinger er gode eller slet så gode; den er Herrens svar på ens kalden på at opleve enhed med Det, som er hinsides navn og form, ens higen efter at slippe fri af dualiteten og dens oppositionelle realitet af godt og ondt, at have og at miste, succes og fiasko, berømt og berygtet. Man indser at egoets game med alle dets begær er én stor faldgrube, og man overgiver sig til Herren, ikke blot mentalt, men helt bevidst. Man søger frihed af egoets spil. Man absorberes ind i det, der er hinsides sindets bevægelser, den fundamentale kilde, bevidsthedens lys.

7. niveau: Gud er Fuldkommen Væren Bevidsthed & Salighed. ”Jeg er.”

Fri af sindets dualitet går man ind i det ikke-duale stadie af ’satchidananda’ (sanskrit) eller fuldkommen væren, bevidsthed og salighed. Denne tilstand er betingelsesløs eftersom den ikke er afhængig af noget som helst. Den er bare og man erkender at ”Jeg er Det”. Man bliver ikke speciel; man oplever ikke noget specielt. Det der er specielt eller særligt er per definition forskelligt, anderledes, men på dette niveau har man transcenderet alle modsætninger og erkendt sin enhed med Altet. På dette niveau, som teologer ville kalde monisme, er der kun én. I teisme er der sjælen og Herren og de er separate. Set fra monismens perspektiv er der kun én. Og den ene er uendelig, uforanderlig, evig, umulig at beskrive, altings udspring. Man får tilgang til Det i de dybeste meditative stadier, hvor sindet er faldet ind i stilhed, og bevidstheden ekspanderer. Da Moses spurgte Gud: ”Hvem er du?” og da Gud svarede ham gennem den brændende busk, faldt ordene: ”Jeg er Det Jeg er.” Det er både udtryk for den ultimative objektive og subjektive tilstand i eksistensen, ”Jeg” som subjekt og ”Det” som objekt. Det er ikke et tomrum. Det er altings kilde; fuldkommen intelligens. At være tilstede her & nu bliver da den eneste måde at være på! Væren, fremfor gøren bliver da din vej og dit mål. Nærvær – uanset hvad dramaet måtte handle om – skaber opmærksomhed – og opmærksomhed skaber salighed: ’satchidananda’. Og du kan ikke længere besvare spørgsmålet ’hvem er du?’ anderledes end med ordene ’Jeg er’. Ethvert andet svar opfattes som den rene misforståelse, egoets spil. Ens gamle vanemæssige tendenser, præferencer og ubehag går i eet med tapetet og følelsen at ”Jeg er” er i højsædet. Der er ikke mere ”andre/andet”. Denne realisation, bedre kendt indenfor Yogaens verden som samadhi, kommer under dybe meditative oplevelser – og kan igennem mange år være en yderst flygtig gæst, fordi man er så gennemtrukket af vane-identifikation med erindringer, med krop og sind. Men ved atter og atter at vende tilbage til denne tilstand forsvinder uvidenhedens, egoismens, blændværkets og karmaens pletter gradvis v.hj.a. Selv Realisationens strålende blegemiddel.

Transformation

Helgener fra alle åndelige traditioner, som har opnået dette stade, finder det så tilfredsstillende at lysten til at forblive i denne verden gradvist svinder bort sammen med alle de andre begær. Kroppen, med alle dens behov, vedbliver med at være en kilde til forstyrrelse og derfor forlader selv højt udviklede helgener, som har nået dette syvende stade (den syvende himmel) gerne denne verden uden brok, enten for at gå til himmels eller i søgen efter frihed fra hjulet af fødsel og genfødsel.

Imidlertid eksisterer der i Kina, Tibet og i Indien en oldgammel tradition af åndelige mestre, som har indset at åndelig udvikling per se ikke nødvendigvis ender med det ovenfor nævnte syvende stadie. I deres erkendelse af at Gud er Her, overgav de ikke blot deres sjæl til Gud – altså den spirituelle dimension. Også deres intellekt, ønsket om forståelse og viden, overgav de og blev derved viise; med alverdens lærdom til deres disposition, når blot de koncentrerede deres sind på et givet emne. Denne lærdom, denne visdom kom til dem, ikke som vanligt via studier eller empirisk research, men ved intuitivt at gøre sig til eet med studieobjektet. Denne indsigtsfulde lærdom kunne udtrykke de allerdybeste sandheder, som oftest er umulige at sætte klare ord på; – produktet af enestående intelligens som kommer til udtryk via dybt koncentrerede tilstande af kognitiv absorbtion eller samadhi.

Ved at tage skridtet endnu videre og hengive også selve sindet blev disse mestre til ”siddhaer” eller folk som kunne manifestere latente ’powers’ – som klarsyn, profeti, klarhørelse. Hengivelse på vitalniveauet var næste trin i udviklingen til at blive Maha Siddha, eller Stor Siddha og kunne manifestere endnu større ’powers’ som levitation, materialisering af objekter, dematerialisation af sig selv, kontrol over naturen og over hændelser i det hele taget. Når de derefter overgav sig selv på det fysiske niveau opgav selv cellerne deres begrænsede dagsorden om reproduktion og blev intimt forbundet med mesterens vilje og bevidsthed. Kroppen blev usårlig, udødelig, ikke længere underlagt naturens love. En sådan progressivt gradvis overgivelse til Herren udtrykker ikke blot en aspiration efter at blive befriet for denne verden og al dens elendighed, men snarere en tragten efter at tillade Herren/Gud/Eksistensen at manifestere sig gennem én selv på alle eksistensplaner og i alle fem kroppe: åndelig, intellektuel, mental, vital og fysisk. De som ikke så nogen forskel mellem materie og ånd, som kun så ånd, at alt er Guddommeligt, sådanne Siddhaer er de sande ledere i menneskehedens evolutionære udviklingsproces. For dem er Gudserkendelse i en sygdomshærget krop ikke perfektion. De har opfyldt Jesu’ formaning til sine disciple: ”Vær I Perfekte, således som jeres Far i Himlen er perfekt.”

Copyright: M. Govindan Satchidananda, Efterår 2007

 

Tilbage til Artikler

 

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Art_36

Posted on by teamA-GG

Domfældning eller hvordan vi undgår at skade andre og os selv

Af Marshall Govindan

I 70’erne udkom en bog under titlen ’Jeg er OK, du er OK’, som på linje med mange bøger sidenhen, beskæftiger sig med menneskelige relationer og hvordan vi høster det fulde udbytte af dem. Titlen udtrykker det de fleste af os gør ubevidst hele tiden: fælder dom over andre. Uheldigvis er de fleste af vore domme ikke ’OK’, men snarere udtryk for meninger, som skader andre og os selv. Som følge heraf bliver vore menneskelige relationer kilde til megen kiv og splid. Domfældningens rolle i vore sociale relationer er imidlertid langt fra klart belyst eller forstået.

Empati og antipati

Psykologiske studier har afsløret at de fleste af os danner temmeligt præcise indtryk af andre indenfor ganske få øjeblikke. Det forekommer at det menneskelige væsen er i stand til hurtigt at skanne andre og, selv på intuitivt niveau, absorbere en lang række gyldige fakta om den anden person. Imidlertid afstedkommer disse indtryk ofte reaktioner i os som almindeligvis er stærkt farvede af vores personlige tendenser og følelser, hvilket så igen skaber domme. Foreksempel har et nyere studie vist at folk i en jobinterview-situation, som syntes godt om den person, der interviewede dem til jobbet, havde langt større chance for at blive udvalgt end andre folk, der ikke kunne lide intervieweren, men hvis faktiske jobkvalifikationer langt oversteg de andres. Det viser tydeligt at interviewerens afgørelse snarere var baseret på subjektive faktorer inklusive følelser og intuition, snarere end på objektive fakta. Med andre ord besidder vi evnen til at fornemme de domme andre gør sig om os.

Definition af ’domfældelse’

Domme er meninger som er udviklet på et meget tyndt grundlag, endda på baggrund af de rene rygter. Problemet med dem er at de ikke er faktabaserede og har en tendens til at befæste sig endnu inden tilgængelige fakta er blevet vurderede. Hvad værre er, er de som oftest baserede på fordomme, frygt og ren indbildning. Har du – foreksempel – en umiddelbar reaktion når du ser en ung muslimsk mand i en travl lufthavn eller i et overfyldt metrotog? Eller reagerer du måske når du ser to mænd eller en mand og en kvinde af forskellig racebaggrund tale intimt sammen?

God dømmekraft:

Udfordringen består ikke i at undgå at fælde dom, men snarere i at lære hvordan vi udvikler ’sund dømmekraft’. ’Sund dømmekraft’ er en højst beundringsværdig kvalitet og dens oprindelse er ikke vel forstået. Den er produkt af refleksion og snusfornuft, eller ligefrem visdom. Den er klart fri for følelse og fordom. Den er desuden skarpsindig, idet den forsøger at afveje samtlige relevante faktorer. Den er ’god’ fordi den tager hensyn til alle involverede parter. Den er opløftende, glædebringende, skader aldrig. En ven siger måske et sandt ord til en anden ven, som den anden ikke er parat til at høre. Derfor afvises det, og konflikt, måske endda tab af venskabet er resultatet. Så ’god dømmekraft’ udtrykker sig på en måde, der søger at sætte alle involverede parter fri af smerte eller lidelse, og muligt ligefrem at bringe glæde. Den er produkt af et sind, der har tilgang til sandheden om en given situation eller som via intuition, oplevelse eller stærke analytiske evner formår at komme hele vejen rundt. God dømmekraft er som oftest resultat af at ’have været der før’ – hvorfor ældre personer ofte regnes som værende i besiddelse af den, snarere end yngre mennesker, hvis dømmekraft ofte er meget emotionelt baseret om ikke ligefrem oprørsk og revolutionær. Og endelig regnes ’de viise’ for at have god dømmekraft – mennesker med en speciel forbindelse til altings sammenhæng, en intuitiv evne for at fornemme ’den fælles grund’; det som overlever alt andet.

Hvorfor er domme skadelige?

Domme er generelt skadelige af tre grunde. For det første er de en refleksion af sindstilstanden i den person, der fælder dommen. Psykologiske studier har påvist at det almindelige menneske i mere end to tredjedele af tiden befinder sig i en negativ mental eller emotionel tilstand. Depressive følelser, lidelse, vrede, frygt, utålmodighed og stolthed kontrollerer gennemsnitsmennesket. Indtil eller medmindre man har lært at mestre disse tilstande er domfældning typisk udtryk for ens egen sindstilstand. Med andre ord, vi projicerer vor egen oplevelse over på andre. Vi går per definition ud fra at andre oplever det samme som vi, fordi vor opfattelsesevne i den grad er farvet af vor indre tilstand. De skader andre ved at forsyne dem med en negativ om ikke ligefrem fejlagtig reaktion.

For det andet er domme skadelige fordi de antager at tingene er statiske. Når vi udtrykker en dom m.h.t. en anden person ligger der en implicit antagelse at pågældende person sandsynligvis ikke vil ændre sig. Uanset den menneskelige natur generelt er vanemæssig er den også temmelig tilfældig. Folk kan have en dårlig dag, tragedier i deres liv, følelsesudbrud. En sådan opførsel vil være atypisk og ikke et sandt billede af personens underliggende karakter. Så at forme en dom over en person, der blot har en dårlig dag eller som handler udenfor sin almindelige karakter er urigtigt. Hvad mere er er det set før, at unge mennesker vokser til og overkommer umoden opførsel. De, der er i besiddelse af en stærk vilje vinder over egne tendenser til dårlig opførsel og reformerer sig selv. Derfor giver domme ikke plads til vækst, til positiv udvikling, hvorfor domme er skadelige. Domme identificerer ofte personen med hans opførsel. Det kræver visdom at kunne fornemme forskellen. Med visdom erkender man at vi ikke er kroppen, sindet eller personligheden, snarere at de er som nogle stykker tøj, der kan ændres eller opretholdes efter forgodtbefindende. Med visdom indser man at ens sande identitet er ren bevidsthed, sjælen, Seeren eller Vidnet og at det er muligt at ændre vanemæssig opførsel ved hjælp af viljens kraft.

For det tredje og vigtigste er domme skadelige fordi de forstærker den pågældende kvalitet, der bliver fordømt, ikke blot i den fordømte person, men sandelig også i den dømmende selv. Når vi former en dom over en anden, foreksempel ved tanken ’åhr, den person er så enormt grådig’, dvæler vi rent faktisk ved selve grådighedens kvalitet og styrker den dermed indeni os selv. Som med bekymring, som kan defineres som ’en meditation over alt det, du ikke har lyst til’, er domfældning udtryk for alt det du ikke bryder dig om i dig selv.

Patanjali, en af den klassiske yogas fædre, og en samtidig med Jesus, sagde: ”Ved kultivering af en venskabelig holdning overfor de lykkelige, medfølelse med de ulykkelige, ved at fryde sig over de retskafne og oppretholde sindsligevægten overfor de som er uretfærdige, vender bevidstheden tilbage til sin oprindelige uforstyrrede ro. (Yoga Sutras l,33) Når vi ikke forholder os sådan, hvad sker der så? Vore sind forstyrres af domme, modvillige negative følelser, fortrydelse, vrede og afsky. Som konsekvens mister vi selve den fundamentale forudsætning for at kunne opnå Guds Realisering: ro, fred, indre renhed og uskyld. Verden er inde i os. For at kunne ændre verden fra ’et ondskabens sted’ til ’himmerige på jord’ må vi ændre vore tanker. Bær over med andres fejl. Ophold dig ikke ved deres svagheder. Det tjener kun til at forstærke disse svagheder.

Ahimsa, ikke-vold, modgift til dømning.

Hvordan undgår man at skabe domme, der skader andre? De viise siger at vi bør udvikle en ikke-volds attitude, hvilket i Indien kaldes ’ahimsa’. Ahimsa inkluderer tanker, ord og handlinger. Den baserer sig på erkendelsen af at alle handlinger har deres konsekvenser eller karma, også tanker. Tanker, som ofte gentages vanemæssigt, og vaner styrer hermed ens liv. Hvis vanen har med begær at gøre og begæret ikke tilfredsstilles forvirres man og glemmer lynende hurtigt at al sand lykkes udspring reelt er indeni os, den evigt eksisterende indre sjælens glæde.

Jesus sagde: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke selv hvad det er de gør,” mens han hang på korset og refererede til dem, der havde udsat ham for en så forfærdelig skæbne. Snarere end at være vred på dem eller at forkusere på sin egen lidelse, var han mere optaget af konsekvenserne af sine forfølgeres handlinger for dem selv. Han vidste åbenbart at konsekvenserne – i henhold til karmaloven – ville være alvorlige og han ønskede ikke de skulle lide på grund af ham. Derfor bad han sin Fader om at tilgive dem. Tilgivelse udspringer af kærlighed, ikke af fordømmelse. Det var et enestående eksempel på det Patanjali anbefalede i sine Yoga-Sutra’er: ” Når du er helt opfyldt af negative tanker eller følelser, kultiver deres modsætning.” Det tillod også Jesus at finde fred og at befri sig selv for vredens nedbrydende virkning.

At velsigne andre, at elske andre er altid et bedre alternativ til at fordømme andre. Vore tanker og bønner øver klar indvirkning på andre og vi kan virkelig gøre en forskel i andres liv ved vore gode tanker og velsignelser. På okkult niveau ses tankeformer at have deres eget liv. Når vi tænker på andre, godt eller dårligt producerer vi tankeformer, der fæstner sig til disse personer og influerer på deres opførsel og oplevelser. Efter at have opdaget at hendes mand var utro, og det kun et par uger efter de var blevet gift, bad en ung kvinde til at han måtte dø. Få dage senere døde han i en trafikulykke og hovedet blev skilt fra kroppen. Den unge brud var ude af sig selv af skyldfølelse i en sådan grad at hun i mere end et år efter ulykken lod som om han stadig var i live, hun lavede mad til ham, serverede det for ham – indtil hendes familie omsider overbeviste hende om at hun behøvede psykologisk rådgivning.

Forskere fra Duke Universitetet i USA lykkedes med at bevise videnskabeligt at bøn vitterligt har en effektiv indvirkning på helbredelsen af syge, ofte på ganske mirakuløs vis. I de fleste tilfælde er konvalescent tiden blevet drastisk forkortet i tilfælde hvor andre bad for helbredelse af patienten. På okkult niveau genererer bønner stærke tankeformer, som kan hjælpe andre. En kvinde som var alvorligt tilskadekommet ved en trafikulykke genkendte en fremmed person, som havde været tilstede ved ulykken og bedt for hende – da den fremmede kom for at se til hende på hospitalet. Kvinden påstod at det var denne fremmedes bønner, der havde bragt hende ’tilbage’ (idet hun allerede havde været på vej til at forlade kroppen og dø). Så vi bør til hver en tid, rutinemæssigt, bede for andre og velsigne andre, tavst og anonymt hver gang vi ser nogen lide på den ene eller anden vis. Vi har alle masser af anledning til at praktisere det. Selv i trafikken, hvis nogen foreksempel overhaler os eller har vrøvl med bilen, eller når en forbipasserende virker trist eller besværet, kan vi sige ”Må Gud velsigne den person”. Eller ”Må Gud hjælpe den person til at finde fred”, eller ”til at køre lidt langsommere” eller ”til at finde lykken”. Vi kan glæde os med andre når det går dem godt, istedetfor at føle os jalous: ”Gud har velsignet disse personer. Må de blive ved med at være velsignede og må de dele deres overskud med andre.”

Dommens Dag eller Tilgivelse? Jesu udtalelser og lignelser.

Jesus sagde: ”Med samme alen som du måler andre, således skal du selv blive målt.” (Matthew 7,1-2) Jesus udfordrede den tids religiøse norm. Judaismen var en legalistisk anlagt religion. Gud som Lovgiveren, som gav de 10 Bud til Moses på Sinai-bjerget. Gud som den ultimative dommer, der ville fordømme de, der overtrådte hans love, og belønne de, der overholdt dem. Det var et skridt op fra foreksempel Kanaaiitternes religion, som blot handlede om at forgude en statue i form af en gylden kalv. Primitive religioner er angstbaserede. Som oftest frygten for døden eller for smerte. Så det primitive menneske søger gennem ofringer at berolige de Højere magter, som efter hans forestillingsevne er ansvarlige for diverse naturlige hændelser og fænomener, som truer hans liv. På et senere stadie når folk organiserer sig i minisamfund udvikler de visse regler for at undgå at skade hinanden og for at kunne kontrollere menneskets opførsel efter visse sociale normer. Fordi sådanne love står sig ved at have en ultimativ autoritet bag sig vil de lokale herskere, konger eller ledere typisk henvise til Gud som det reelle ophav til reglerne. Ikke desto mindre slipper folk ofte godt afsted med mord, og onde ting sker for gode mennesker, så for at opretholde en vis følelse af retfærdighed skabte mennesket et billede af Gud som er retfærdig og som er den ultimative dommer, der før eller siden vil dømme de onde og belønne de gode. Foreksempel kan vi i det Gamle Testamente se hvorledes mange af Profeterne henviser til Dommens Dag, og i Indien har man konceptet ’prarabdha karma’, igennem hvilken konsekvenserne af ens handlinger i dette liv følger med over i det næste liv. Så folk, der kommer fra dette religiøse stadie vil typisk søge at afbalancere deres synder, eller ’dårlige karma’, med ting, der vil sone deres brøde og lovovertrædelser. Midlerne til soning kan være noget så simpelt som at gøre bod, indrømme sin skyld og angre det man har gjort, frivillig selvfornægtelse, eller i middelalderens kristendom v.hj.a. ofringer i form af penge, jord, guld etc. til kirken, hvilket så ville tillade deres synder at blive tilgivne.

Jesus sagde: ”Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men ikke grenen i dit eget? Hvordan kan du sige til din bror, ’Lad mig hjælpe dig med at få splinten ud’, når der er den store gren i dit eget? Din hykler, tag først grenen ud af dit eget øje, så vil du kunne se klart nok til at hjælpe din bror med at få splinten ud af hans øje.” (Matthew 7:3-5) Med andre ord bør kritikere først rette skytset mod sig selv. Endvidere sagde han: ”Tro endelig ikke at jeg er kommet for at du ikke længere bør opfylde loven eller profeterne.” (Matthew 5:17-20) Hvad betyder det? Jesus sagde ikke ’ignorèr loven’, men ’erkend at Gud elsker dig’. Jesus fortæller utallige lignelser, som den om den fortabte søn, (Luke 15:11-32) til illustration af dette ’gospel’ eller ’gode nyhed’. Fordi Gud elsker dig kan du roligt elske andre. Og en Gud, der elsker dig kan ikke fordømme dig til den evige skærsild! Det var hans vigtigste lære overhovedet. Han gjorde igen og igen sine disciple og tilhørere opmærksomme på at de burde elske hinanden og lutre eller rense sig selv for materiel afhængighed for at kunne komme ind i Guds Kongerige, som påstod han er overalt omkring os, hvis bare vi kunne udvikle et renfærdigt syn og se det. (Luke 17:20-21, Matthew 18:2))Vi må blive som børn på ny, sagde Jesus, hvis vi ønsker at komme ind i dette evigt tilstedeværende himlens kongerige. Han sagde: ”Elsk dine fjender og bed for dine forfølgere.! (Luke 6:27) han sagde: ”Hvis nogen slår dig på din ene kind, så vend den anden til.” (Luke 6:29) Så kærligheden overflødiggør lov og fordømmelse. Du har måske retten på din side til at forlange ”et øje for et øje”, som det Gamle Testamentes profeter påstod, men lyt dog i stedet til Mahatma Gandhis ord: ”Øje for øje vil hele verden til sidst være blind.” Det vil sige, når vi er blindede af fordømmelse og hævntanker, er vi ude af stand til at se, at vi alle er én stor menneskelig familie, og at vi via kærlighed kan overvinde alle forskelle.

Mahatma Gandhi: moderne tids apostel for ikke-vold

Mahatma Gandhi sagde: ”Alle synder udføres i hemmelighed. Det øjeblik det for alvor går op for os at Gud ser alt, selv vore tanker, da vil vi være fri.” Med andre ord er synd fraværet af opmærksomhed på Guds nærværelse. Så når vi dømmer andre for deres synder vender vi per automatik det blinde øje til vore egne! Gandhi var en selvbestaltet student af Sandheden, som efter fyrre års kamp, i 1947, endeligt lykkedes med at tvinge Det Britiske Imperium ud af Indien, og det uden nogen form for voldsanvendelse, blot ved hjælp af ahimsa eller ikke-vold. Han udviklede sine metoder ved at studere jainisme og Jesu’ lignelser, som lægger afgørende vægt på ikke-vold. Jainistiske munke bruger en ansigtsmaske og fejer grunden foran sig, for ikke at komme til at trampe på et insekt. Hans metoder i ahimsa og ikke-vold udgjorde selve grundlaget for Martin Luther Kings borgerrettighedskamp i 60’ernes USA og også andre arbejder – og sociale bevægelser benyttede hans metode i passiv modstand og ikke-voldelige protester og demonstrationerfor at vække folkets sympati med deres sager. I Indien dedikerede tusinder af mænd og kvinder sig til hans ”satyagraha” bevægelse og til at leve et liv i overensstemmelse med Sandheden ”satya” uden at skade andre. I kæmpe demonstrationer mod den britiske invaderende styrke blev tusinder af dem slået ihjel for fode uden at gøre den mindste modstand. De var så udholdende i kunsten at ’vende den anden kind til’ at briterne til sidst intet andet kunne gøre end at opgive 300 års indisk kolonistyre. Gandhi tilbragte tiår i britiske fængsler (i Indien) hvor han fastede igennem lange perioder for at vise sin modstand mod briterne og deres politik. Under sin kampagne mod britisk import af stoffer og tekstiler til Indien vandt han endog de britiske tekstilarbejderes sympati, som rent faktisk mistede ders job grundet Indiens boykot. Hans liv og metoder demonstrerede med al ønskelig tydelighed at vi ikke behøver dømme andre for at vinde over dem! Vi behøver blot stå urokkeligt fast ved vore overbevisninger og – uden at skade andre – søge fælles grund med dem – og derved opnå deres sympati og forståelse. Han sagde: ”Det hårdeste hjerte og den største uvidenhed må nødvendigvis svinde bort i lyset af den opgående sol som lidelse uden vrede og uden hævntørst udgør.”

Gandhi sagde: ”Ikke-vold er vor arts lov, ligesom vold er de vilde dyrs lov. Ånden ligger sovende hen i de vilde (dyr/mennesker) og han kender ingen lov uden den fysisk stærkeres ret. Menneskets værdighed forudsætter lydighed overfor en højere lov – åndens styrke.” Og ”Det er en kraft, der kan bruges på individuel basis såvel som af hele samfund. Den kan bruges både på politisk front og på hjemmefronten. Dens universelle anvendelighed demonstrerer tydeligt dens varighed og uovervindelighed. Den kan anvendes af såvel mænd som kvinder og børn. Det er helt og holdent forkert at påstå det er en kraft, som kun de svage, der ikke er i stand til at møde vold med vold, kan benytte sig af.”

I en tale vedrørende den politiske bevægelse han stod fadder til for at befri Indien udtalte han: ”Satyagraha er blid, den sårer aldrig. Den må ikke være resultat af vrede eller hævntørst. Den er aldrig irritabel, aldrig utålmodig, aldrig støjende. Den er det direkte modsatte af tvang. Den udvikledes som et fuldkomment substitut for vold.”

At se enhed i mangfoldigheden.

Så domfældning, hvad enten den går på vores personlige følelser for andre eller om hvordan vi opfatter Gud og vor sjæls ultimative bane, vil aldrig have det sidste ord. De viise, de medfølende, vor civilisations spirituelle helte fra Buddha til Jesus og igen til Mahatma Gandhi har opdaget at kærlighed, tilgivelse, medfølelse og ikke-vold overflødiggør den. Så hvis domfældning koster dig din sindsro er prisen for høj. Hvis den skader andre vil det også give genlyd inde i dig. Yogamestrene, de viise Siddhaer kaldte Gud ’godhed’ og erklærede at vi er alle del af én familie, eet land. De viise ser hvad der er godt i andre og vender sig bort fra resten. Domfældning opdeler. Kærlighed forener. Kærlighed og tilgivelse står over loven og bibringer et nyt perspektiv i hvilket vi ser altings essentielle enhed.

Copyright: M. Govindan Satchidananda, Spring 2008

Tilbage til Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Art_38

Posted on by teamA-GG

Babaji’s Kriya Yoga: Mysterie og Skønhed/translated by Jeevajyoti

Af M.G. Satchidananda

Livet er et stort mysterie. Forskere og filosoffer forsøger at løse nogle af livets mysterier, men må opgive når de når grænsen for den menneskelige fatteevne under indsamlingen af – og målingsresultaterne for de empiriske beviser.  Som vi har diskuteret i den forrige Journal, kan videnskaben end ikke give en fyldestgørende forklaring på hvad ‘bevidsthed’ er, fordi det ikke er et objekt. Spirituelt søgende kan imidlertid få indsigt ved at følge i mystikernes fodspor.

Mysterie oversættes undertiden med ordet ‘obskur’ eller ‘formørket’ i Yoga Siddhaernes digte, som for eksempel i  Tirumandiram.  I disse og i Kashmir Shaivismens digte betragtes det obskure eller formørkede som een af Shivas fem handlinger. De fem handlinger er skabelse, opretholdelse eller stabilitet, opløsning, formørkelse og nåde/Grace. Fra et kosmisk eller metafysisk perspektiv skabte Herren en fysisk krop igennem hvilken alle sjæle har mulighed for at opleve konsekvenserne,  gode som dårlige, af pågældende sjæls karma.
Herren bevarer kroppen for en tid og opretholder nogle nære relationer til andre såsom familie og venner, så sjælen kan vokse i visdom i takt med livets lektioner. Herren opløser den fysiske krop, relationer og situationer når der er behov for nye omstændigheder for at sjælen kan modnes eller hvis sjælens karma kræver det. Herren skaber formørkelse så sjælen vil være flittig i sin søgen efter sandheden bag tilværelsens flygtige fornøjelser og sorger og derigennem opnå visdom, Selvrealisering og vågne op til mangfoldighedens iboende enhed.  Herrens nåde, den femte handling, gennemsyrer alle de øvrige fire skabelses handlinger, og støtter sjælen, idet den folder sjælen i sin favn i realisering af enhed eller non-dualitet.  Som Tirumular, forfatter til Tirumandiram siger: “De er ikke to”, med reference til Shiva, Herren og de individuelle jiva’er eller sjæle. 

Det yoga sadhak’aer (udøvende studerende af yoga) ofte ikke har forstået eller til fulde værdsætter er at Shivas fem skabelses handlinger også finder sted inde i hver enkelt af os hele tiden. Og det faktum at Shiva bevidner sin kreative kraft, kendt som altings Shakti, som den manifesterer sig, inkluderet os selv. Du har mulighed for at dele dette kosmiske perspektiv med Shiva ved at træde et skridt tilbage fra dit sinds idelige sludren, som Vidnet. Når du identificerer  dig med den rene bevidsthed – eller Shiva – fremfor med sindets bevægelser, kan du være vidne til tankerne, følelserne og fornemmelserne idet de skabes og opstår i sindet, bliver for en stund, for siden at opløses igen. Den viise forstår at identifikation med tanker, følelser og fornemmelser skygger for bevidsthedens lys  og for vores essentielle enhed med alting. Denne skygge og forkerte identifikation er født af egoismen, dette naturens princip gennem hvilket bevidstheden individualiseres og som en konsekvens heraf ‘trækker sig sammen’ og identificerer sig ikke blot med en specifik fysisk krop, men også med denne krops tilhørende sinds bevægelser. Når man oplever tiltrækning eller modstand, begær eller frygt, bliver disse sindets bevægelser gennem vore mentale og vitale kroppe ofte indfanget i obsessive repetitive cirkler indtil/medmindre de bliver bevidnet og dermed fordøjet og sluppet fri.Konsekvensen er at formørkelsen bliver endnu tættere, når frygt og begær bliver til vaner og når erindringer, være sig behagelige eller smertefulde, bliver tilbagevendende og man dvæler ved dem.

Nåden flyder når vi ser klart nok til at se igennem de mentale bevægelsers slør, fra sjælens eller Vidnets, perspektiv, og slipper dem. Disse “chitta vritti, (Yoga Sutraerne 1.2) holder os fangne i en formørket tilstand, absorberede af Maya’s agenter, som er tid, begær, begrænset magt og begrænset indsigt + karma. Nåden, som opererer via vor meditations praksis, tillader os at bevidne disse illusionære agenter, at metabolisere dem og føre dem til deres fuldbyrdelse eller endeligt. Studie af og refleksion over hellig litteratur giver visdomsindsigt og hjælper os til at huske det vi måske har glemt for at kunne overvinde vores lidelser. Nåde tillader os at se klart, stilne sindet, være fuldt opmærksomme og til at spidde det illusionære slør bestående af falsk identificering med mentale og emotionelle bevægelser i sindet. Den kommer måske som en top oplevelse hvor vi ‘oplever lyset’ eller bagefter siger ‘det slog benene væk under mig’ eller ‘det tog vejret fra mig’ eller ‘Jeg følte Guds nærvær’, ‘Det var så smukt’. Det er som regel en forbigående oplevelse.  Yogaens og Tantraens mål er at forblive i denne Nådestilstand ved at krydse de øvrige fire skabelses handlingers ‘bro’, ved at holde op med at identificere os med deres bevægelse; med andre ord, egoismen. Yogananda definerede Gud som “stadig ny glæde.”

I dette ligger netop Babaji’s Kriya Yogas skønhed og vores grund til at fejre den Nåde BKY har bragt med sig ind i vores liv. Ved hjælp af kontinuerlig frigørelse eller vairagya ophører vi med at identificere os med – og holde fast i, sindets bevægelser  (YS 1.12).  Via praksis af Kriya Kundalini Pranayama og bija mantraerne vækkes vores potentielle power og bevidsthed, kundalini, denne soniske nål, der gennemborer blokaderne i nøglepunkterne, chakraerne, i den centrale kanal, sushumna. Efterhånden som disse indre forhindringer fjernes ved hjælp af vores udøvelse  af den femgrenede vej som er Babaji’s Kriya Yoga, ser og handler vi nu i verden fra de højere chakraers perspektiv. Som mystikere realiserer vi anbu sivam, kærlighed er Gud, og oplever vores enhed med Altet.

Vores udvikling som sadhakker

Som mennesker har evolutionen givet os et nerve og – hormonsystem designet til at sikre vores overlevelse.  Vi har et standardiseret netværk, inklusive egoet, sindet og de fem sanser, som gør det muligt for os at møde livets udfordringer og som påkalder sig vores fysiske og emotionelle reaktioner, såsom angst og begær. Det er via vanens magt programmeret til at reagere hurtigt, automatisk og effektivt. Det samler per automatik sindet til at være opmærksom på det, det er nødvendigt at gøre lige nu for at sikre vores overlevelse videre frem. Meditation bringer os ind i en anden del af hjernen, et netværk, der er centreret om nuet, hvor vi defokuserer og hvor vi kan genkende negative tanker og følelser og udtænke en ny og positiv respons. Det indser at ‘der er noget galt’, når vi har det dårligt og ikke ‘ der er noget galt med mig’, hvilket ville være egoets opfattelse. I begyndelsen af vores meditationspraksis opfatter vi ‘jeg er krænket’ eller ‘jeg er bange’, når erindringer fra de negative følelser bobler op til vores sinds overflade og ind i vores opmærksomhedsfelt. Men når blot vi forholder os i ro kan vi betragte disse følelser og deres tilhørende erindringer som budbringere, der peger mod et dybere niveau af sårbarhed, hvor vores behov for individuel frihed og overlevelse ikke længere er truede. Vi kan spørge os selv ‘ Hvad ville være den mest velegnede handling jeg kan foretage mig her og samtidig være sikker på at have det godt og være i balance?’ Når vi betragter følelserne både som personlige begivenheder og som upersonlige budbringere kan vi fordøje dem, bringe dem hurtigere til ophør – og de åbenbarer samtidig deres sandheder for os.

Vi har alle akkumuleret vaner omkring vores følelsesmæssige respons. Vi kan se de udgør vores overlevelsesmekanisme. Men vi behøver ikke lade os begrænse af dem. Vi kan opløse og heale dem.  De skygger for bevidsthedens klare lys indeni os, som et lommetørklæde bundet om en lyspære. Meditation er som at fjerne lommetørklædet så vi uafbrudt og nemt kan se med sindsroens velafbalancerede lys.

Buddha sagde: “Det er ikke den første pil, som forårsager skaden. Det er anden og tredje pil.” Han refererede til den første følelse som første pil og reaktionen på den som den anden pil, og reaktionen på reaktionen som den tredje pil, der skaber disse samskaras (emotionelle vaner) og vasanas (tendens til at dvæle ved negative og ubehagelige erindringer).

Egoet og de fem sanser er årsag til en følelse af at være adskilt (fra alle andre). I virkeligheden er der ikke nogen adskillelse. Alting hænger  harmonisk sammen i een enhed. På det sociale plan kan vi være adskilte. Men under meditation kan vi hver især opleve altings underliggende forbindelse, harmoni og enhed. Det er mysteriet som meditation nådigt afslører. Meditation vækker en ‘syvende’ sans, enhedssansen.  Livet bliver en uendelig strøm af det Sande, det Gode og det Smukke. Vi kan ikke bare fejre vort jubilæum i år, men opfyldt af undren og ærefrygt alle livets øjeblikke, ikke længere som spirituelt søgende, men som mystikere og yogier.

Copyright Marshall Govindan, summer 2018. Alle rettigheder reserveret.

Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Art_37

Posted on by teamA-GG

1. Kærlighed er Gud, Anbu Sivam/translated into danish by Jeevajyoti

Af M.G. Satchidananda

Indenfor Babajis Kriya Yoga er indvielsens betydning ofte blevet overset. Indvielse er en hellig handling som giver et individ hans eller hendes første oplevelse af et middel til at erkende en sandhed. Dette middel er en kriya eller ’praktisk yogisk teknik’, og sandheden er en åbning til den evige og uendelige Ene. Fordi denne sandhed er hinsides navn og form kan den ikke udtrykkes via ord eller symboler. Men den kan opleves for så vidt man har en lærer, der kan dele hans eller hendes egen levende oplevelse af sandheden. Teknikken er måden hvorigennem læreren deler midlet til at erkende sandheden i sig selv med eleven.

Hvad er formålet med mig ? Hvorfor lider jeg? Hvem er jeg? Før eller siden konfronteres vi alle med disse fundamentale, eksistentielle spørgsmål. Yoga lærer at disse spørgsmål kan motivere hver enkelt af os til at befri os fra den menneskelige naturs begrænsninger.At finde svar på disse spørgsmål er visdom eller Jnana Yoga. En yogastuderende eller sadhak, en der praktiserer Yoga disciplin vil drage fordel af at forstå Yoga Siddhaernes visdomslære, da Siddhaerne netop har overvundet den menneskelige naturs medfødte begrænsninger og realiseret dens potentielle perfektion, kendt som siddhi.
Siddhaerne lærer at vor menneskelige natur er underlagt tre pletter, tre lænker, malas: den første plet eller lænke er uvidenhed om vor sande identitet eller egoisme kaldet anava mala; den anden lænke er maya, mental vrangforestilling; og den tredje, karma, konsekvenserne af vore tidligere tanker, ord og handlinger. De lærer os at Yoga er en proces, som renser disse pletter af vort sind.Via denne purifikationsproces svækkes de tre ‘lænker’, som er årsagen til vores lidelser og vi opnår selvrealisering.
I sit værk Yoga Sutraerne, fortæller Patanjali os:

Uvidenhed, egoisme, afhængighed, modstand mod – henholdsvis klamren sig til livet udgør de fem grundlæggende plager.
—The Yoga Sutras, II:3

Disse plager destrueres i deres subtile form ved at man sporer dem tilbage til deres oprindelse.—The Yoga Sutras, II:10
I deres aktive form deaktiveres disse plager, som fødes i vor bevidsthed, ved hjælp af meditation.—The Yoga Sutras, II:11

De fem plager opretholder vores falske identitet og adskillelse fra Selvet – vort sande Jeg. På et subtilt plan eksisterer de som underbevidste indtryk (samskaras). De kan kun bort elimineres ved at man vender tilbage til kilden, oprindelsen, via forskellige niveauer af samadhi (kognitiv absorption), under hvilken man igen og igen identificerer sig med det sande Selv. Det lille ‘jeg’ underordnes gradvist det store ‘jeg’ og efterhånden som det sker opløses de underbevidste aflejringer eller indtryk.  I vers I.12, giver Patanjali os værktøjerne: ved konstant at praktisere løsrivelse. Spørg dig selv, hvem er bundet? Hvem er det, som lider? Hvem oplever modvillighed?

Patanjali går nu over til at berette om karma.

Lageret af karma med rødder i plagerne bærer frugt og opleves i sete (nuværende) og endnu uoplevede (fremtidige) hændelser.  —The Yoga Sutras, II.12

Så længe karma træets rødder består så længe vil det bære frugt, nemlig fødsel og de dertil knyttede oplevelser.
—The Yoga Sutras, II.13

Grundet eksistensen af ‘god’ og ‘dårlig’, positiv/negativ karma opstår korresponderende behagelige henholdsvis smertefulde konsekvenser.
—The Yoga Sutras, II.14

Han definerer Kriya Yoga og angiver dets formål i The Yoga Sutras,  II.1-2:

Intens praksis, selvstudie og hengivenhed for Herren udgør essensen af Kriya Yoga.

Dette udøves for at svække de grundlæggende lænker eller plager og udvikle kognitiv absorption.

For at nå den oplyste tilstand kaldet asamprajnata samadhi, råder Patanjali os:

>For andre yogier er tilstanden af ikke-differentieret kognitiv absorption opnået ved hjælp af praksis af intens hengivenhed, mod, mindfulness, kognitiv absorption og sande erkendelser.  —The Yoga Sutras, I.20

Se første og andet kapitel eller pada’er i min bog The Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas for kommentarer til disse vers.

Kærlighed er Kriya Yogaens vej og mål
For Yoga studerende, uden visdom, uden et klart formål, er det nemt at lade sig influere af værdierne i en materialistisk kultur: konkurrence, berømmelse, udseende, individualisme, fysisk sundhed, rigdom og succes. I vore dage bliver selv Yoga af nogle markedsført som en vej til opnåelse af materialistiske formål. At følge en sådan vej vil aldrig befri dig for de grundlæggende problemer, egoismens, vrangforestillingernes og karmaens ‘pletter’, som omtalt ovenfor. Derfor, sørg for at justere din Yogapraksis ind efter dens sande formål. Start med at definere det formål som værende kærligheden selv. Når du gør det, vil kærlighed transformere dig. Når kærlighed er dit formål, vil din forståelse af den vokse. Den vil vise sig at være betingelsesløs. Kærlighed vil være din vej og dens endestation.
Kærlighed er guddommelighedens gnist i alle væsener. Den åbenbares som  uselviskhed, evne til at udvise nåde og i medfølelse med alle levende væsener. Sand kærlighed er lig med ofring af ego. Den er Guds iboende lys i sjælen.
Når sjælen ser dette, overvældes ‘Jeg’et’ af kærlighed.  Tirumular fortæller os at  “Anbu Sivam,” Kærlighed er Siva, eller God:

Ignoranterne påstår at Kærlighed og Siva er to,
At Kærlighed er Siva, forstår de ikke;
Kærlighed er Siva, når først de forstår dette;
Smelter de i Kærlighed som Siva.
—Tirumandiram, vers 270

Guds nåde er den højeste form for kærlighed, ren og fri af illusionens lænker. Dens eneste formål er omsorg for sjælen. Guds nåde muliggør alle typer verdslige situationer og hændelser gennem hvilke sjælen kan lære sig selv at kende og forløse sig selv, opleve Guds suveræne kærlighed og blive eet med den. Gud har givet os evnen til at elske, hvorigennem sjælen ophøjer sig selv til – og indtræder i Sivas verden. Kærlighed bringer os tæt på Gud. Andre religioner vil måske hævde at Gud er Kærlighed, men Tirumular fortæller os at kærlighed er Gud. Dette hellige vers er essentielt mystisk og skal opleves for helt at kunne forstås.

Kærlighed er Yogaens base i alle sine forgreninger:  (Bhakti, Karma, Raja, Jnana) og Tantra (transformation af vor menneskenatur til guddommelighed). I Yoga sutra II.30, udtrykkes kærlighed i den første gren af Astanga Yoga, yama’erne: ikke-vold, ikke lyve, undgå tyveri, vær kysk og at være fri af grådighed. Disse fem sociale omgangsregler regulerer og harmoniserer vores sociale liv og udgør basen for vores praksis.

Kærlighed begynder med at elske sig selv. Hvis du ikke kan elske dig selv, hvordan skulle du så kunne elske andre?  På hvilke måder kan du elske dig selv? Fysisk, emotionelt, mentalt, intellektuelt, og spirituelt!

Hvordan kan du elske dig selv fysisk?
Det bedste råd jeg kan give dig på det spørgsmål er at være meget bevidst om hvad du spiser og den rolle mad spiller i dit liv og at spise med opmærksomhed. Vær vidne. Vær opmærksom på alle dine handlinger inklusive spisning. Praktiser Nityananda Kriya, uanset om du er i gang med at spise og uanset det du eventuelt spiser smager godt eller ej. Udvikl mindfulness og sindsro. Vær ikke slave af pludselige indskydelser og impulser. Tag kurser, læs bøger og eksperimenter med enkle vegetariske retter, som er komplette, velsmagende og sunde. Læg mærke til hvordan du fordøjer maden. Vælg kun føde, som giver dig energi og hjælper til at afbalancere din fremherskende dosha.

Det at elske sig selv fysisk inkluderer også at hvile, når du er træt. Undgå udmattelse, som er en hindring for opmærksomhed på selvet. Sørg for at motionere nok, så dine kirtler udskiller de nødvendige endorfiner og dine diverse indre systemer holder sig sunde. Praktiser Kriya Yogaens femgrenede vej for at kontrollere og nedbringe bivirkninger af den stress du udsættes for i din dagligdag. Regelmæssig praksis af de 18 asanas – stillinger – pranayama og meditation burde være nok, men du er velkommen til at supplere op med andre former for fysiske øvelser.

Hvordan kan du elske dig selv på det emotionelle plan?
Nogle af os behandler følelser som om de var irriterende myg, men emotioner er budbringere.  Vi bør forsøge at afkode de meddelelser de kommer med til os, snarere end at forsøge at eliminere eller undertrykke dem. Spørg dig selv ‘hvorfor’ når du føler vrede, angst, nervøsitet eller er deprimeret.  Anvend den fjerde meditationsteknik, Dhyana Kriya, og reflekter på hvorfor netop den følelse kommer op i dit sind og hvad den har at sige dig. Når du oplever svære følelser spørg dig selv’ ønsker jeg at være i kontrol eller ønsker jeg at være elsket?’ Og spørg derefter ‘hvem er det der ønsker sådan’ og ‘hvem er ‘jeg’?’ Når kærlighed er inficeret med afhængighed vil du opleve smerte, lidelse, når dine forventninger ikke bliver mødt.Ved hjælp af  løsgørelse eller evnen til at’ træde et skridt tilbage’ ved at slippe dine forventninger til hvad andre skal give dig, kan du undgå megen smerte og i stedet opleve ubetinget kærlighed, fri af egoisme.

Du kan transformere den energi der er ‘hængt op’ på dine negative følelser til positive følelser ved at praktisere Bhakti Yoga som chanting, at synge bhajans eller hengivne sange og via ceremonier og pilgrimsrejser. For eksempel når du føler dig deprimeret sæt dig og chant med intens følelse.Ikke blot vil det forløse svære følelser, det vil også opløfte dit hjerte med kærlighed og hengivenhed. Det er en langt bedre metode end at reagere ved at trøstespise, drikke alkohol, ryge eller lignende afhængighedsskabende opførsel. Emotioner kan være din ven eller din fjende. Det kommer helt an på hvordan du bruger og forholder dig dem. 

Hvordan kan du elske dig selv mentalt?
Her interesserer vi os for hvad du fylder dit sind med gennem dine fem sanser. Hvilke stimuli indoptager du via dine øjne, ører, huden,næsen og tungen? Opsøger du underholdning, der fylder din underbevidsthed med billeder af vold, begær, vrede og frygt? Forsøger du at nære dig selv med aktiviteter, som udelukkende distraherer dig? Eller vælger du billeder som inspirerer dig og aktiviteter, som hjælper dig til at udvikle sindsro og indre harmoni?
Hvordan ser din lejlighed eller hus ud? Er der rodede områder? Ville det være muligt at skabe mere plads ved at give ting væk, du ikke længere har brug for? Hold dit område godt rent og ryddeligt. Renhed er nært beslægtet med guddommelighed. Hold det så rent som du ville have det hvis Babaji skulle komme på besøg den dag. Afbrænd røgelse. Ommøbler. Syng hengivenheds sange. Spil selv eller lyt til musik, der virker opløftende på dit sind og ånd. Reserver en del af dit hjem til din Yogapraksis. Gør dit hjem til din ashram. Vær en Yogi!

Tillad Herren at udtrykke sin kærlighed via dit sind ved at skabe musik eller anden kunst og nogle omgivelser, som vil være til hjælp for andre.

Hvordan elske dig selv intellektuelt?
Hvad bør du læse? Virker det du læser opløftende på dig eller bare distraherende? Læs noget litteratur hver dag som inspirerer dig og som vil gavne dit helbred, opfordre dig til at meditere, gøre dig glad og bidrage til din personlige udvikling. Der er til eksempel de vidunderlige klassikere Bhagavad Gita, The Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, Biblen, og Upanishaderne. Studer dem. Læs de mange inspirerende historier om helgenernes liv.Det vil hjælpe dig til at løse dine problemer.

Kærlighed involverer ekspansion, og intellektet ekspanderer når det får lov at være nysgerrigt, at stille spørgsmål og at reflektere. Alt for ofte bliver folk medlemmer af spirituelle grupper eller en religion, hvis ledere hævder at have patent på den eneste Sandhed. De formaner ofte deres medlemmer til ikke at læse andet end deres specifikke bøger og – værre endnu – aldrig at stille spørgsmål, – men blindt at acceptere hvad end disse ledere siger. Når sandheden skal frem, ja så er det netop det, der er i vejen med religion. Du misbruger dit gudgivne intellekt ved at fornægte det og det er det modsatte af at elske det.Hvis Gud havde ønsket at du skulle være et får ville Han ikke have givet dig en menneskehjerne. Anlæg en videnskabelig tilgang. Stil spørgsmål, eksperimenter, nedfæld dine oplevelser, studer din egen opførsel og reaktioner og sammenlign med andre.  Lær fra alle kilder.Vær din egen læremester. Tillad ikke andre at mestre dig! Afgiv ikke din power til nogensomhelst. Giv ikke køb på din evne til selvstændig tænkning og refleksion. Intellektet kan ikke svare på alt, men det kan løse mange problemer Anvend det til at sammenligne dine egne oplevelser med det de hellige tekster lærer om.

Brug dit intellekt til at udtrykke din kærlighed gennem ærlig tale og klar kommunikation. Anvend det til at løse udfordringer indenfor alle menneskelivets mangeartede områder for at gøre verden til et bedre sted.Tillad det guddommelige at arbejde gennem dit intellekt ved at guide og inspirere dig.

Hvordan elsker du dig selv på det spirituelle plan?
Ordet spirituel hentydede oprindeligt til kærlighed, til kærlighed i sig selv. I vore dage er det blevet et  tvetydigt udtryk, som kan referere til alle slags emner som kommunikation med de døde, clairvoyance, psykiske powers og astralrejser. Disse områder har imidlertid kun lidt at gøre med spirituel kærlighed. Den bedste måde at udvikle din spiritualitet er ved at lægge alle dine tanker, ord og handlinger i blød i kærlighedens nektar, selv de mindste hverdagshandlinger.
For eksempel, behandl dine venner, familie og ukendte fremmede med omsorg og kærlighed.  Vær opmærksom på hvad du tænker om andre. Transformer dine tanker. Led efter det bedste og største i hver enkelt person. Ved at tænke ilde om andre forstærker du blot de negative sider i dem og i dig selv!

Tal kun når du har noget konstruktivt eller opløftende på hjerte; ellers vær stille.

Praktiser Bhakti Yoga regelmæssigt. Lav et alter derhjemme og sæt et billede af din yndlings udgave af det Guddommelige på det.  Chant, syng, bed. Ved at lade som om billedet er din udelte kærlighed værdig, vil du komme til at smage ubetinget kærlighed. Den oplevelse vil være så vidunderlig at du vil ønske at inkludere den i alle dine relationer såvel med mennesker, dyr og ting. Hvis du føler dig tiltrukket af gruppemedlemskab så indgå i en sådan og deltag i gruppens aktiviteter,

Las Guruen være din guide: at blive medskaber sammen med Herren
Det Guddommelige eller Højeste Væsen, hvad du end kalder det, elsker dig.  Det ønsker også at guide dig via Guruen eller det Sri Aurobindo omtaler som ‘det psykiske Væsen’, sjælen i naturen. Det Guddommelige og dets instrument Guruen elsker dig i din sande natur, højere Selv eller sjæl, fuld af medfølelse og visdom. Hvis Guddommeligheden og Guruen kun havde medfølelse ville de ikke kunne guide dig ud af dit livs vildfarelser. Du ville misforstå deres medfølelse og tage den som udtryk for kærlighed m.h.t. hvordan du er nu. Hvis det Guddommelige og Guruen blot var viise, men uden medfølelse ville du, som discipel, givetvis blive knust under byrden af behovet for selv-transformation. Disciple er tilbøjelige til fejlopfattelser, projektioner, illusioner og vrangforestillinger, som forhindrer eller forsinker en konstruktiv relation til Guruen.   

På et vist stadie af dit kærlige forhold til det Guddommelige indser du at du besidder magt og forpligtelse til at skabe din egen tilværelse. Du sætter dig udover den almindelige tilstand af ‘drøm med åbne øjne’, og bliver visionær. Du bliver en Seer. Du forbliver trofast overfor dine drømme, og du ved at drømmene er justeret ind efter din egen visdoms vej og Selvrealisering. Det Guddommelige er dig ikke længere fjernt og du oplever at være medskaber sammen med det Guddommelige.
Det Guddommelige er en generøs giver. Det Guddommelige inspirerer. Når du holder en klar intention om et eller andet, du vil skal ske, konspirerer universet per automatik for at hjælpe dig med fuldbyrdelsen af din plan.Du bliver måske nødt til at arbejde hårdt for at nå målet, men du føler at du ikke selv er den, der handler, blot er et instrument.Du er tålmodig m.h.t. resultatet i tillid til at universet nok skal tage sig af det. Du hviler i nuet og tingene falder på plads af sig selv, når blot du yder din del. Du falder mere og mere i hak med den Guddommelige Vilje. Dette finder sted samtidig med at du holder selvdisciplin i forhold til egoets behov og præferencer.
Hvordan resultatet end falder ud, føler du dig velsignet.

Referencer: Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas; Tirumandiram; Kriya Yoga Insights Along the Path; Enlightenment: It’s Not What You Think. Alle er tilgængelige som ebøger på  www.babajiskriyayoga.net.


Copyright Marshall Govindan, spring 2018. Alle rettigheder reserveret.

 

Artikler

 

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

Art 21

Posted on by teamA-GG

Indvielsens betydning

ved M . Govindan

Indenfor Babajis Kriya Yoga er indvielsens betydning ofte blevet overset. Indvielse er en hellig handling som giver et individ hans eller hendes første oplevelse af et middel til at erkende en sandhed. Dette middel er en kriya eller ’praktisk yogisk teknik’, og sandheden er en åbning til den evige og uendelige Ene. Fordi denne sandhed er hinsides navn og form kan den ikke udtrykkes via ord eller symboler. Men den kan opleves for så vidt man har en lærer, der kan dele hans eller hendes egen levende oplevelse af sandheden. Teknikken er måden hvorigennem læreren deler midlet til at erkende sandheden i sig selv med eleven.

Under en indvielse finder der altid en transmission af energi og bevidsthed sted mellem indvieren og den indviede, også selvom den indviede måske ikke er klar over det. Transmissionen kan være mindre effektiv hvis eleven er fuld af spørgsmål, tvivl eller tænker på alt muligt andet. Så læreren forsøger at forberede eleven på forhånd og at kontrollere omgivelserne så at disse potentielle forstyrrelser minimeres. Den der står for indvielsen indoptager rent faktisk modtagerens bevidsthed og begynder at ekspandere den udover dens vanemæssige mentale og vitale grænser. Der sker en form for nedsmeltning af de almindelige mentale og vitale grænser mellem indvieren og modtageren hvilket i høj grad letter bevidsthedens bevægelse til et højere plan. Ved at gøre det åbner han modtageren op for erkendelsen af eksistensen af sin egen sjæl eller højere Selv, som indtil da for de flestes vedkommende har været sløret til. Ved således at rejse modtagerens bevidsthed opnår denne i det mindste et glimt af sin egen iboende potentielle bevidsthed og kraft. Det er det der menes når man taler om at disciplens kundalini rejser sig. Det sker som oftest ikke på nogen dramatisk måde på én og samme gang, men snarere gradvist over en periode, afhængig af hvor omhyggelig og udholdende eleven er med at få praktiseret hvad han/hun har lært.

For at indvielsen skal være effektiv er to ting essentielle: forberedelsen af eleven eller modtageren og tilstedeværelsen af en indvielsesmester, der har erkendt hans/hendes Selv. Mens de fleste spirituelle søgende lægger mest vægt på sidstnævnte og søger med lys og lygte efter ’den perfekte Guru’ – glemmer de ofte helt at forberede sig selv på at blive en perfekt discipel. Mens Guruen eller læreren nok vil kunne pege og vise dig i den rigtige retning er det helt og holdent op til dig selv selv at forpligte dig til at følge pågældende vej. Selvom den søgende måske er intellektuelt engageret til at følge retningslinierne sker det ofte at den menneskelige natur gør sig gældende og får ham til at glemme sine smukke idealer og i stedet vakle i distraktion, tvivl eller begær. Med andre ord, selvom man lykkes med at finde den perfekte lærer er det reelt set fuldstændig nyttesløst hvis ikke man fra sin egen side har opdyrket disciplens kvaliteter af tillid, udholdenhed, oprigtighed og tålmodighed – da vil indvielsens virkning være ligeså frugtesløs som hvis man forsøgte at plante et frø på et cementeret fortov.

Af samme grund har indvielsen traditionelt været forbeholdt de individer, som først har forberedt sig selv, somme tider år i forvejen. Selvom den første indvielse måske bliver stillet til rådighed for et større antal aspiranter vil kun de, der virkelig gør en indsats og kultiverer disciplens kvaliteter få lov at gå videre til de højere indvielser. Som Jesus udtrykte det: ” mange er kaldet, men få er udvalgte” – kun få opfylder alle de krav der stilles til en discipel.

En hengiven er den, der søger en vej eller en lærer – og det kan tage meget lang tid indtil man endelig er parat til at forpligte sig selv i forhold til en specifik lærer eller disciplin. Man hopper måske fra den ene lærer til den anden, lytter, betragter, eksperimenterer lidt som en lille klog forbruger, der checker priser og kvaliteter forskellige steder før hun beslutter sig endeligt for hvor købet skal foretages. På slutningen af det stadie bliver man discipel og går nu helhjertet ind i lærerens foreskrevne spirituelle disciplin. Eftersom enhver spirituel disciplin kræver at man yder en vedholdende indsats gennem en vis -længere – periode før den vil bære synlig frugt, er det nødvendigt at man har en grundlæggende tillid til metodens effektivitet og en tro på at resultaterne nok skal komme – før eller siden – når bare man holder ud og bliver ved – og at man har støtten fra en lærer, foruden guddommelig nåde. Hvis læreren er autentisk vil han/hun altid være parat til at besvare elevens anmodninger eller henvise ham til én, der kan det. Guddommelig nåde er altid tilstede og tilgængelig for den, der ved at åbne sig for den. Så det der kan volde problemer er primært studentens tillid og udholdenhed. Læreren eller guruen kan starte processen op via indvielsen og ’stå på sidelinjen’ og komme med opmuntrende tilråb, men det er nu engang studenten selv, der må lægge alle sine kræfter i med tillid og vedholdenhed.

Vil de være effektive hvis man lærer kriyaerne eller teknikkerne uden en indvielse? Med forståelsen af ovenstående vil svaret være et klart nej! Det er derfor det at lære teknikkerne fra bøger eller fra lærere, der ikke er autentiske, det vil sige som ikke selv har oplevet sandheden i det de belærer om, er u-inspirerende og kedsommeligt. Også selvom de måtte være nok så velforberedte og uanset studenten selv måtte være dybt oprigtig og seriøs. Der er en helt essentiel hellig transmission af bevidsthed og energi som finder sted mellem initiatoren og modtageren som går ind og ’bemyndiger’ teknikkerne. Det er derfor traditioner baseret på indvielse er lykkedes med at overleve gennem tiderne og den direkte oplevelse af sandheden er blevet givet videre fra lærer til elev og generation til generation på meget effektiv manèr. Deres styrke ligger i kraften og bevidstheden hos dem, der har udført teknikkerne intenst og ihærdigt og derigennem erkendt deres sandhed. Vi ærer vort højeste Selv når vi ærer indvielsen ved at praktisere det de har lært os med udholdenhed og tålmodighed.


Copyright Marshall Govindan, december 2002. Alle rettigheder reserveret.

 

Artikler

 

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

FREE JOURNAL

To Receive a FREE copy of our current Kriya Yoga Journal by email

Click Here

NEWS

divider
Initiations (click to expand or collapse)
Image

Initiation at the Quebec

divider
Image Image

Receive our Inspirational Babaji message cards! via WhatsApp or Instagram

Click here for details

SOCIAL PRESENCE

Babaji’s Kriya Yoga Order of Acharyas USA, Inc.

TESTIMONIAL

Student Testimonials and Insights

Click here for 1st initiation
Click here for 2nd initiation

LINKS